Erhvervsudvalg besøger højteknologisk vækstområde

DTU Science Park er Rudersdals Silicon Valley – eller deep tech-community - som de selv siger - og for nylig var kommunens erhvervsudvalg på besøg.

Mere end 260 virksomheder og 3.400 forskere, iværksættere, forretningsudviklere og initiativrige ansatte har deres daglige gang i DTU Science Park, der ligger med postnummer i Hørsholm, men hører til Rudersdal Kommune. Det er blandt andet virksomheder som ALK, Chr. Hansen, FMS Corporation, DHI, Mannaz, Bioneer og Ellipse, som bor side om side, og som noget helt naturligt inspirerer og videreudvikler hinanden. For det særlige ved DTU Science Park er netop community-delen, at man samarbejder og meningsudveksler og dermed næres af hinanden:

- Vi har et helt unikt vækst- og udviklingsmiljø, hvor virksomhederne er i tæt forbindelse. Det gør, at virksomhederne hurtigere udvikler sig, både de små start ups, dem der er på vej og de større etablerede virksomheder, siger administrerende direktør i DTU Science Park Steen Donner.

Steen Donner er chef for ca. 70 medarbejdere, der har til opgave at understøtte virksomhederne i det store kontorfælleskab med mentorer, investorer, laboratorier, prototypeværksteder, netværk til andre iværksættere og forskere på DTU i Lyngby, service i form af reception, konferencecenter og kantine.

Et videnskabeligt supermarked

- DTU Science Park er et videnskabeligt supermarked. Vi har direkte adgang til et solidt netværk, som går rundt lige uden for døren. Det er værdifuldt og sparer tid at kunne netværke spontant og uformelt, lyder det fra en af virksomhederne i parken.

Også formanden for Erhvervsudvalget i Rudersdal Randi Mondorf er imponeret over netværksniveauet ved besøget i DTU Science Park:

- Man kan tydeligt mærke de tætte forbindelser mellem virksomhederne her. Der er ingen tvivl om, at det er den rigtige grobund for at skabe nye ideer og opfindelser hver dag, der kommer Danmark og hele verden til gode, siger Randi Mondorf.

DTU Science Park blev grundlagt helt tilbage i 1962 og har som et af de helt store initiativer og årlige events Danish Tech Challenge, en konkurrence for de skarpeste tech-iværksættere. Rudersdal Kommune samarbejder med flere af virksomhederne i DTU Science Park om rekruttering.