Spring til indhold

Energikrise sænker temperaturen og lukker saunaer

Stigende energipriser som følge af den akutte forsyningskrise tvinger Rudersdal Kommune til initiativer for at spare på varme og strøm for at sikre de nødvendige forsyninger i den kommende vinter. Alternativet kan være, at der skal lukkes for strømmen på udvalgte områder.

De stærkt begrænsede energileverancer har fået priserne til at eksplodere, og denne kendsgerning betyder nu, at Rudersdal Kommune har besluttet en række tiltag for at spare på energien og nå sit overordnede mål om at kunne halvere energiforbruget.

På sit møde onsdag har Økonomiudvalget vedtaget at lukke de offentlige saunaer i kommunen hurtigst muligt. Desuden sænkes temperaturen i en række kommunale bygninger, og der indledes en dialog med de lokale svømmeforeninger, inden der evt. træffes beslutninger om evt. lukning eller sænkning af temperaturen i svømmehallerne.

Konkret vil svømmeklubber, foreninger, der bruger svømmehallerne, og skoleområdet blive inddraget i de videre tiltag med at planlægge hel eller delvis lukning af svømmehaller med afsæt i en ambition om at halvere energiforbrug og forbrug.

Rudersdal Kommune vil naturligvis fremover orientere om øvrige tiltag for at spare på energien i takt med, at de bliver besluttet og indført. Tiltagene er nødvendige både for at garantere forsyningssikkerheden, men i høj grad også for at begrænse de i forvejen voldsomt stigende energiomkostninger, som også Rudersdal Kommune har og i stigende grad kan se frem mod.  

Borgmester Ann Sofie Orth siger: ”Jeg er ærgerlig over de konsekvenser, som den aktuelle energikrise får for kommunen, og vi er desværre nødt til at kigge på en række muligheder for at spare på energien og dermed sikre vores mest kritiske funktioner. Ser vi på svømmeundervisning, er det børnene, som skal prioriteres. Deres mulighed for svømning er det allervigtigste. Skal man sige det lidt kontant, er svømning den eneste undervisning, man kan dø af ikke at have modtaget. Derfor går vi nu i dialog med svømmeforeningerne. Brugerne af svømmehallerne er nogen af dem, der har været ekstra hårdt ramt under Corona, så vi vil gerne strække os rigtig langt for at finde nogle gode løsninger.”

Knaphed på energi presser budget

Baggrunden for de initiativer, kommunen vil tage, er både en bekymring for ressourceknaphed og de stigende energipriser. En prognose fra kommunens energileverandør viser, at såfremt der ikke gøres noget, og priserne fortsætter på det nuværende niveau, vil kommunens udgifter til energi stige med ca. 20 mio. kr. i 2022 og ca. 35 mio. kr. i 2023 sammenlignet med 2021. Disse udgifter er der ikke budgetteret med og skal således findes på anden vis.

Rudersdal Kommune sænker temperaturen 

Som en stor arbejdsplads forkorter Rudersdal Kommune fyringssæsonen og sænker temperaturen i kommunens egne bygninger til de 19 grader. Dermed følger kommunen anbefalingerne fra regeringen, Danske Regioner og KL.

Temperaturen nedsættes ikke i de boliger, som administreres og vedligeholdes af kommunen, ligesom plejehjem, bosteder og vuggestuer ikke påvirkes. Initiativet gælder typisk skoler, svømmehaller, opholdsrum samt alle øvrige former for fællesområder i de kommunale bygninger.

I de integrerede institutioner bliver temperaturen også sat ned i børnehaver, hvor det kan lade sig gøre at adskille denne del fra vuggestuedelen. Kan det ikke lade sig gøre, sænkes temperaturen ikke.

Kritisk blik på standby-forbrug

Endelig vil kommunen arbejde for at mindske standby-forbruget på pc’er, skærme, printere og andet i de kommunale bygninger. Målet er at sikre en god energieffektiv adfærd, hvor alle apparater slukkes om natten og i weekenden.

Det samme gælder selvsagt lys i kontorer, printerrum og øvrige steder på rådhuset, i Administrationscentret i Birkerød og øvrige kommunale bygninger.