Din fart er dit ansvar

Beboere i Rudersdal tager selv fat, når det gælder fart i trafikken. Igen i år er de ude på gader og stræder og har fået flere og flere med i kampagnen, en rosværdig indsats der også har resulteret i en trafikpris.

To grundejerforeninger i Rudersdal Kommune modtager sammen med kommunen GF Trafikpris. Det sker for deres fartkampagne – Sammen Sænker Vi Farten – Kærlig hilsen din Nabo, en kampagne der fokuserer på, at det er beboernes eget ansvar at sænke farten i lokalområdet.

Flere er med til at sænke farten

Med GF Trafikpris følger et økonomisk tilskud på 30.000 kr. til at udbrede og gennemføre kampagnen. I år deltager grundejerforeninger fra både Vedbæk, Birkerød, Holte og Nærum i kampagnen. Og initiativtagerne er glade for, at kampagnen vokser sig større:

”Da vi for et par år siden tog de første initiativer til at nedsætte hastigheden i vores område, havde vi ikke forestillet os, at både Rudersdal Kommune og en række andre grundejerforeninger ville støtte op om og lade sig inspirere af vores kampagne. At vi oven i købet har fået GF Trafikpris er en ekstra fjer i hatten, som betyder, at vi nu kan forlænge kampagnen, og derved opnå endnu bedre resultater,” fortæller Formand for Grundejerforeningen Rudehaven, Flemming Scheel.

Sammen skaber vi de bedste resultater

Fartkampagnen fokuserer på, at beboerne skal se sig selv i bakspejlet, hvis de vil have hastighederne ned i deres område. Og det er et initiativ, som Rudersdal Kommune er glade for at støtte op om:

”Vi har de seneste år haft stort fokus på trafiksikkerhed, og selv om vi flere steder laver fysiske foranstaltninger, er det ikke alt, vi kan bygge os ud af. Derfor er jeg stolt af, at vi sammen med to lokale grundejerforeninger har skabt en kampagne, der i år har bredt sig til flere steder i kommunen. For de stærkeste initiativer bliver skabt i fællesskab med borgerne,” siger formand for Miljø- og Teknikudvalget Court Møller.

Fakta

  • Prisoverrækkelsen finder sted onsdag den 21. juni kl. 8.00.
  • De to grundejerforeninger, der har taget initiativ til kampagnen er Rudehaven og G/F de Tretten i Holte.
  • Forinden (kl. 07.30-08.00) bliver der uddelt morgenmad og kampagnemateriale til forbipasserende.
  • Sted: Hjørnet af Rudemarken og Solbakken, overfor Holte Kirke, Solbakken 56, 2840 Holte.
  • Formand for Miljø- og Teknikudvalget Court Møller, samt Ole Borsdal Toftegaard fra GF København Nord holder tale.
  • Kampagnen løber i ugerne 23, 24, 25 og 26 og gentages i sensommeren 2017.
  • Grundejerforeningerne deler i kampagneperioden kampagnemateriale ud bestående af flag, som beboerne sætter i deres forhaver, nøgleringe til bilnøglerne og foldere.