Chr. Hansens vinder erhvervspris for kampen mod madspild

Den verdensomspændende virksomhed med hovedsæde i Rudersdal Kommune – Chr. Hansen - vinder Rudersdal Kommunes Erhvervspris for 1. halvår af 2017 i kategorien ”Årets grønne profil”.

Det er de små ting i hverdagen, der kan gøre den store forskel. Hos den danske biotekvirksomhed Chr. Hansen viser det sig både i produktudviklingen og i kantinen på hovedkontoret. Fællesnævneren er kampen mod madspild.   

Rudersdal Erhvervs- og Vækstråd har på sit seneste møde valgt vinderen af Erhvervsprisen for 1. halvår af 2017.

Prisen går til virksomheden Chr. Hansen, der har udviklet naturlige bakterier, der forlænger en yoghurts levetid med minimum 7 dage og dermed begrænser madspild. Samtidig er der kontinuerligt fokus på kampen mod madspild ved en årlig madspildsuge, der på sigt skal rulles ud globalt. 

"Valget faldt på Chr. Hansen, da virksomheden har gjort en særlig indsats for det grønne område ved at arbejde dedikeret med at komme madspild til livs. Derfor er det med stor glæde, at vi kan overrække dem prisen for årets grønne profil," siger borgmester og formand for Rudersdal Erhvervs- og Vækstråd Jens Ive. 

Siden 1874 har Chr. Hansen benyttet naturens egne mekanismer, gode bakterier, til at skabe sundere og bedre fødevarer. Samlingen af bakterier tæller i dag mere end 20.000 forskellige bakteriestammer og er én af de største i verden. Til trods for deres mikroskopiske størrelse, har gode bakterier stort potentiale til at bidrage til at løse konkrete og globale udfordringer i samfundet. 

Erhvervsprisen for 1. halvår af 2017 overrækkes ved et arrangement på virksomheden Chr. Hansen, Bøge Alle 10, 2970 Hørsholm, onsdag den 28. juni 2017 kl. 10. 

Prisen består af en indgraveret messingplade, 10.000 kr. til et personalearrangement og et digitalt logo, som virksomheden kan bruge i sin markedsføring.

Yderligere information:
Borgmester Jens Ive, e-mail ji@rudersdal.dk eller telefon 46 11 10 10

Fakta om Rudersdal Kommunes Erhvervspris

Rudersdal Erhvervs- og Vækstråd besluttede i 2015 at uddele Rudersdal Kommunes Erhvervspris. Prisen uddeles indenfor én af følgende kategorier:

Årets sociale profil
Årets bidrag til et bedre byliv
Årets samarbejde
Årets bedste forretningsidé
Årets grønne profil 

En bred vifte af virksomheder, foreninger, borgere, fagpersoner og politikere har haft mulighed for at indstille en virksomhed til prisen. 

I 2017 uddeles erhvervsprisen to gange, i juni og december. Prisen kan ikke gives indenfor samme kategori to gange i samme kalenderår.

‌Læs om tidligere prisvindere‌