Borgmesteren indvier Egebakken vuggestue

Børnene har allerede fundet sig til rette i Egebakken vuggestue, og tirsdag kunne borgmester Jens Ive og daglig leder Tina Birch klippe den røde snor og officielt indvie vuggestuen.

Med smil og varme ord blev den røde snor klippet over og Egebakken vuggestue officielt indviet. Både borgmester Jens Ive, daglig leder Tina Birch og vuggestuens børn og voksne var med til at fejre dagen.
 
Indrettet til de helt små
Egebakken vuggestue har til huse i en af Vangeboskolens tidligere bygninger, der er sat i stand og indrettet til vuggestuebørnenes behov og aktiviteter. Det betyder blandet andet, at alle rum er forskellige og meget velegnede til aktivitet og bevægelse i børnenes leg og læring.
 
Den afgående formand for Børne- og Skoleområdet Randi Mondorf siger:
 
”Med Egebakken vuggestue har vi et solidt eksempel på det gode samarbejde mellem daginstitutioner og skoler i kommunen. Vi har formået at omforme skolens bygninger til en flot vuggestue af høj kvalitet og med rum til rendyrket vuggestuepædagogik, og vi glæder os til at følge børnenes hverdag i Egebakken.”
 
Egebakken vuggestue åbnede sine døre tidligere dette efterår, da det stigende børnetal i kommunen gav behov for flere vuggestuepladser.