Spring til indhold

Bogglæde i børnehusene

Projektet BOGglad fremmer glæden ved læsning blandt børn og pædagoger i børnehusene i Rudersdal Kommune.

I samarbejde med Rudersdal Bibliotekerne har Dagtilbudsområdet i Rudersdal Kommune modtaget puljemidler til indkøb af børnebøger som fordeles mellem børnehusene Stenhøjgårdsvej, Gøngehuset, Mølleåen, Smedebakken og Egebakken.

Puljen til BOGglad er uddelt af Slot- og Kulturstyrelsen og skal understøtte og fremme læselysten og tilgængeligheden af litteratur hos børn i daginstitutioner. De nye bøger er fordelt mellem vuggestuerne og børnehaverne i børnehusene og skal styrke børnenes læselyst og læseglæde. Gennem bøgernes univers styrkes også børnenes sproglige udvikling. Birgitte Skov, der er pædagogisk konsulent på Dagtilbudsområdet i Rudersdal Kommune, fortæller:

- De mange nye bøger styrker børnenes læseglæde og dermed mulighed for at spejle sig i og lære verden omkring sig at kende. At børnenes sproglige kompetencer også udvikler sig undervejs er en kæmpe bonus. Derudover støtter bøgerne også samtaler og leg mellem børn og mellem børn og voksne.

Glæden ved læsning

I de nye bogsamlinger i børnehusene kan børnene fordybe sig i rim og remser, taktile bøger, klassiske fortællinger og fantasifulde eventyr om alt fra klima, miljø, dyreliv, diversitet, mangfoldighed, venskaber og yoga.

Bogsamlingerne som børnehusene har modtaget er sammensat på baggrund af børnenes ønsker og interesser. Rudersdal Bibliotekernes børnebibliotekar, Vibeke Lykke, fortæller:

- Bøgerne er udvalgt med børnene som målgruppe. Personalegrupperne i børnehusene har givet deres bud på, hvad der interesserer børnene. Vi har haft børnenes interesser i fokus, så bøgerne giver børnene glæde, når de læser dem. Bøgerne skal skabe positive forventninger til læsning og være tilgængelige for børnene. Det skal være ligeså naturligt for børnene at gribe ud efter en bog som at gribe ud efter en bold.

De nye bøger har ligeledes været til stor glæde for personalet i børnehusene. Birgitte Skov, Pædagogisk konsulent, supplerer:

- Det har været en stor fornøjelse at mærke pædagogernes og medarbejdernes entusiasme omkring at modtage bøgerne. Både børn og voksne har glædet sig til at komme i gang med læsningen.

Med indkøbet af nye bøger vækkes lysten til at gå på opdagelse i litteraturens mange universer og fortællinger hos både børnene og pædagogerne i børnehusene. Birgitte Skov, Pædagogisk konsulent, uddyber:

- Det er vigtigt, at bøgerne er tilgængelige og er inden for børnenes rækkevidde i alle børnehusene. Børnene skal selv kunne række ud og gribe fat i bøgerne og tage initiativ til læsestund. At litteraturen er tilgængelig for børnene styrker deres læseglæde og lyst til at læse. Det har også givet anledning og inspiration til indretning af læsekroge i børnehusene, hvor børne kan læse i bøgerne eller få læst højt.

Fakta

  • Der har været afsat 23,9 millioner til BOGglad-puljen fra Slot- og Kulturstyrelsen, som er uddelt til 98 projekter fra 78 kommuner og Sydslesvig. Læs mere her.
  • Formålet med puljen er, at indkøbet af bogsamlingerne skal understøtte og stimulere børns adgang og lyst til litteratur samt give gode erfaringer med litteratur fra en tidlig alder.
  • Rudersdal Bibliotekerne og Dagtilbudsområdet i Rudersdal Kommune har modtaget 100.00 kroner fra puljen til indkøb af bøger.