Bliv bjergtaget af RudersdalBjerge

I høj solskin blev RudersdalBjerge officielt åbnet på toppen af Holtekollen.

Mange havde sat eftermiddagen af til at bestige Holtekollen for at kunne deltage i åbningen den 24. juni. Dem, der kom hele vejen til tops, kunne høre geolog Steen Andersen fortælle om tilblivelsen af landskabet i Rudersdal, og i særdeleshed tilblivelsen af den ”falske” Geels bakke.

Idéen til RudersdaBjerge er opstået hos idrætsfaglærer og Nordic Walking coach Marianne Lund, og hun tog efterfølgende alle med en gåtur gennem naturen rundt om Holtekollen.

Tak for støtten…

Åbningen blev også benyttet til at sige tak til Nordea-Fonden og Friluftsrådet, der har støttet RudersdalBjerge.

Filialdirektør fra Nordea i Holte, Kristian Rasmussen overrakte Fondsstøtten på 50.000 kr fra Nordea Fonden: ”I Nordea Fonden støtter vi projekter, der kombinerer sundhed, motion, natur og kultur, og RudersdalBjerge er et godt eksempel på netop det.”

Gunnar Brüsch fra Friluftsrådet kvitterede også for et godt projekt, og fremhævede Bjergpasset, der kan afhentes gratis på Rudersdal Biblioteker og på Kulturcenter Mariehøj. Bjergpasset fortæller i korte træk  om den særlige Rudersdal’ske geologi og kulturhistorie krydret med oplevelser, fordybelse, inspiration, motion og læring.

Til efteråret vil RudersdalRutens Univers arrangere flere ture med udgangspunkt i RudersdalBjerge. Hold øje med www.oplevrudersdal.dk

RudersdalRutens Univers

’RudersdalBjerge’ er en del af RudersdalRutens Univers og er ni høje punkter i Rudersdal Kommune. De ni høje punkter er Holtekollen, Høbjerg, Højbjerg, Høje Sandbjerg, Landsebakken, Lokes Høj, Maglebjerg, Søllerød Kirkegård og Åsebakken.

RudersdalBjerge er derudover lavet i samarbejde med Naturstyrelsen.

Læs mere om RudersdalBjerge på www.oplevrudersdal.dk/rudersdalbjerge.