Badning frarådes tre steder i Furesøen

Vi fraråder lige nu badning ved Birkerød Roklub, Kinabugten i Furesøen og badeanlægget ved Holte Roklub på grund af alger.

I Furesøen er der lige nu opblomstring af blågrønne alger, som kan være giftige.

De blågrønne alger er ikke altid giftige, men vi ønsker ikke at tage nogle chancer. Derfor fraråder vi, at du bader, når der er alger i vandet.

Hvis du kommer i kontakt med giftige alger i vandet, kan du risikere at få en hudirritation eller dårlig mave. Børn er specielt udsatte, så dem skal du være særligt opmærksom på. Pas også på, at hunde hverken går ud i vandet eller drikker af det, for de kan dø af forgiftningen.

Tjek badevandets tilstand før du bader

Du kan altid tjekke, hvordan badevandet er. Vi opdaterer badestrandenes tilstand her på hjemmesiden:

Sådan har badevandet det lige nu

Ved strandene er der placeret skilte med QR-koder, som du kan scanne med din telefon og se status for den pågældende strand.

Gode råd

Lad være med at bade:

  • Hvis du ikke kan se dine fødder, når du står i vand til knæene. Så kan der være giftige alger i vandet.
  • Hvis vandoverfladen er betrukket med film, der ligner maling, eller et lag af meget fint andemad. Det kan også være tegn på alger i vandet.
  • Hvis der lige har været skybrud. Det kan give overløb fra kloakkerne, så der kan være bakterier i badevandet.

 

Har du været i vand med alger, anbefaler vi, at du skyller dig grundigt bagefter.