Årets priser uddelt ved Fest for Frivilligheden

Tirsdag aften blev en række priser, herunder Frivilligprisen, uddelt på Kulturcenter Mariehøj ved den store Fest for Frivilligheden.

De mange gæster, der tirsdag aften var mødt op på Kulturcenter Mariehøj for at fejre Frivilligheden i Rudersdal Kommune blev mødt af en afslappet stemning med god musik, mad og hygge. Festen er tænkt som en anerkendelse af og en netværksmulighed for de mange frivillige, der gør et stort stykke arbejde i kommunen. Efter en velkomstdrink i Kulturbrasseriet på Mariehøj, blev der uddelt priser af borgmesteren i Kultursalen.

 

Frivilligfest vindere 2016

 

I 2015 indstiftede Rudersdal Kommune Frivilligprisen - en pris, der uddeles én gang om året og er et skulderklap til prismodtageren for en ekstraordinær frivillig indsats. Borgmester Jens Ive (V) fremhævede denne aften, at frivilligt arbejde ikke kun skaber en god livskvalitet for dem, indsatsen retter sig mod, men også for de frivillige selv.

I år gik Frivilligprisen til styregruppen i Juleaftengruppen, Werner Wittekind, Finn Iversen, Helle Darum og Margit Albertus.

Juletid betyder for de fleste mennesker hygge i familie og venners skød - men mange enlige har ingen at fejre juleaften med. "Ingen behøver at være alene juleaften, hvis de ikke vil. Med det udgangspunkt har I nu i 18 år stået i spidsen for at arrangere fælles juleaften for ældre og enlige, efterhånden både i Søllerød og Birkerød sognegård," sagde borgmesteren i sin tale til gruppen.

I gennemsnit kommer der 60 gæster til hvert af de to arrangementer. Hertil kommer de 14 frivillige, der er med. Juleaften bliver holdt efter alle kunstens regler med flæskesteg og and og dans om juletræet og ikke mindst julegaver. Det kræver et stort planlægningsarbejde - og en af de vigtige opgaver er at nå ud til de ældre og enlige borgere, der ikke har nogen at være sammen med juleaften.

"Flere af gæsterne er så glade for arrangementet, at de deltager flere gange. En positiv sideeffekt er, at flere stifter nye bekendtskaber, som fortsætter udover juleaften," sagde Jens Ive og takkede for den store indsats.

Gruppen modtog et beløb på 4.000 kr., som de har valgt at bruge til lidt ekstra erkendelse for de mange frivillige, der hjælper juleaften.

 

Talentpris, Ungdomslederpris, Kulturpris og Idrætslederpris

Årets talentpris gik til Alma Moldt Rasmussen, der er elev hos Rudersdal Billedskole. Folkeoplysningsudvalget valgte Alma bl.a. grundet hendes ægte passion for kunsten og hendes fantastiske æstetiske sans for skønhed. "Aldrig før har din lærer set så stort et talent i en pige på godt 14 år," sagde borgmesteren ved overrækkelsen af prisen, der består af et billede af årets kunstner, Malone Dietrich, samt et beløb på 3.000 kr.

Modtagerne af Ungdomslederprisen og Kulturprisen modtog også et værk af årets kunstner. Ungdomslederprisen uddeles som en anerkendelse af modtagerens arbejde inden for børne- og ungdomsorganisationerne til gavn for børn og unge i kommunen. Modtageren af årets Ungdomslederpris, Lene Friis, er valgt, da hun er en "engageret leder, som tager ansvar ud over det sædvanlige - for individet, gruppen og helheden," lød det i borgmesterens tale.

Kulturprisen gives til en person, som har ydet en helt særlig kulturel indsats. Prisen er en anerkendelse af den ekstraordinære frivillige indsats, som bidrager til et rigt, kvalitativt og alsidigt kulturliv i kommunen. Prisen gik i år til Christine Pryn, kunstnerisk leder af Rudersdal Sommerkoncerter, der gennem en årrække har beriget kommunens kulturliv med helt særlige oplevelser, der forener smuk musik med smuk natur.

"Du bruger dine kreative evner og din stærke stilsans til at skabe koncerter, der hver i sær er unikke ved at have et kunstnerisk tema, der fungerer i samspil med koncertstedet," sagde borgmesteren ved overrækkelsen.

Endvidere var modtageren af Idrætslederprisen for 2016, som blev uddelt i forbindelse med Idrætsfesten den 5. april 2016, Frank Høgh Petersen fra Skjold Birkerød Fodbold, til stede så han også kunne hyldes.

Efter prisuddelingen var der igen stemningsfuld musik fra duoen Aggerbæk//Jepsen, imens gæsterne spiste et let traktement. Dette blev efterfulgt af et oplæg om frivillighed af Jens Jepsen fra Klaverfabrikken i Hillerød inden festen blev afsluttet med maner af Peter Smith & Band. Dette fik gang i danseskoene hos gæsterne, der efterfølgende gav udtryk for at de havde haft en rigtig god aften.