600 nye trafikanter på vej i skole i Rudersdal

Snart ringer klokken ind til skolestart igen i Rudersdal. Det betyder også nye trafikanter på vejene, når eleverne i 0. klasse starter i skole. Kampagnen ’Børn på vej’ minder derfor alle trafikanter om at passe godt på de nye trafikanter.

Langs skolevejene vil der i den kommende måned være skilte med teksten ”Børn på vej”. Det er et synligt bevis på, at nu er sommerferien ved at være slut og tusindvis af mindre og større børn igen færdes i trafikken. Det stiller krav til trafikanterne om at vise ekstra hensyn.

Udover skiltene, der skal få trafikanterne til at vise ekstra hensyn, gennemfører politiet i hele landet også en lang række kontroller på skolevejene for at få flere til at overholde fartgrænserne og være opmærksomme.

Men kampagner og politikontrol gør det ikke alene. Det er også vigtigt, at forældrene har lært deres børn, hvad de skal være opmærksomme på i trafikken, og hvordan de passer på sig selv.

Gør dit barn klar til trafikken

Som noget nyt tilbyder kommunerne, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden derfor i år en håndsrækning til forældrene, så de kan blive bedre klædt på til at lære børnene, hvordan man færdes sikkert i trafikken.

Som forældre kan der være mange spørgsmål, fx hvornår barnet er klar til at gå alene i skole, og hvordan man får sin teenager til at spænde cykelhjelmen.

På sikkertrafik.dk kan forældre tilmelde sig et gratis nyhedsbrev med gode råd og øvelser, der er målrettet barnets alder:

sikkertrafik.dk/mitbarn

På den måde får man løbende hjælp til at sætte fokus på de vigtigste områder, der kan være med til at sikre, at barnet er klædt bedst muligt på til at klare sig i trafikken.

Om kampagnen ”Børn på vej”

Bag kampagnen ”Børn på vej” står 93 kommuner, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden. Se alle kommunerne her:

sikkertrafik.dk/kommuner-med-i-boern-paa-vej-2018.pdf

Kommunerne sætter skilte op langs skolevejene med teksten ”Børn på vej” og uddeler kampagnepakker til skolerne, så det bliver lettere at undervise børn og unge i sikker adfærd i trafikken.

Kampagnen varer fra uge 33 til og med uge 36. Politiet gennemfører kontrol på skolevejene i ugerne 32 og 33.