6. A på Skovlyskolen vinder årets cyklistprøve

I løbet af efteråret har 26 6. klasser i Rudersdal Kommune gennemført den årlige cyklistprøve. For andet år i træk løber eleverne fra Skovlyskolen med sejren og æren.

Eleverne fra Skovlyskolen fik overrakt vandrepokalen og en check på 3000 kr. på Rådhuset i Holte. Borgmester Jens Ive tog imod eleverne, som naturligvis ankom til Rådhuset på deres cykler.
 
Forinden har eleverne demonstreret deres cyklistfærdigheder i trafikken under kyndig vejledning af Nordsjællands Politi, som sikrer, at cyklerne er lovpligtige, og eleverne bliver nogle kompetente cyklister.  
 
Ved overrækelsen roste Jens Ive eleverne for deres indsats og den fine titel, som de bestemt ikke er kommet sovende til.
 
- I kæmpede mod 27 andre 6. klasser. Det har ikke været en nem kamp. Men I vandt cyklistprøven, fordi I gik op i det, så derfor modtager I denne vandrepokal, som jo godt nok kun er til låns, men er et bevis på, at I er de bedste 6. klasser på jeres cykler, udtaler Jens Ive. 
 
Borgmesteren kom samtidig med et par velmenende råd på vejen og opfordrede eleverne til at holde alle sanser åbne og lægge høretelefoner og mobiltelefoner væk. Særligt i den mørke tid er det vigtigt at huske reflekser og lygter, så bilisterne har en chance for at se cyklisterne. 
 
Motiverede cyklister
Cyklistprøven består af en teoretisk og en praktisk del, og lægger vægt på, at eleverne igennem forløbet opnår en forståelse for deres egne og deres klassekammeraters evner som cyklister, både i teori og praksis. Cyklistprøven har samtidig fokus på, at eleverne bliver kompetente cyklister, men det skal også være sjovt og aktivt. 
 
Sebastian Holm Meyer fra 6. A syntes både, at det var sjovt og lærerigt at deltage i cyklistprøven.
 
- Jeg har lært nye færdselsregler, som jeg ikke kendte til på forhånd. Det sjoveste ved cyklistprøven er cykelturen i trafikken, hvor vi skulle cykle ad en bestemt rute. Jeg kendte ikke ruten på forhånd, men jeg øvede mig på at blive en bedre cyklist. Jeg tror, at vi vandt, fordi at vi allesammen gik op i det, og så huskede vi at lave lektier, siger Sebastian Holm Meyer.  
 
Kontaktinformation
Lotte Kim Knudsen, Skoleområdet, Tlf.: 46 11 44 19 eller e-mail: lkkn@rudersdal.dk