Hop til hovedindhold

Natur- og Kulturhuset

I områdeinstitution Bøgebakken, Holte og Øverød.

På toppen af bakken på Rønnebærvej i Holte ligger et magisk hus. Natur- og Kulturhuset bliver brugt af børn og voksne i de tre områder Holte, Bøgebakken og Øverød. Her kan man være med i sjove, spændende og skøre oplevelser, fulde af musik, billedkunst, natur og science. Udover projekterne iværksat af forskellige kunstnere, kan børn og personale også bruge huset på egen hånd.

Kontakt 

Rønnebærvej 39

2840 Holte

Naturvejleder Katharina Hejgaard

Tlf. 72 68 43 33

khej@rudersdal.dk

Se og oplev huset i videoen herunder:

Video om Natur- og Kulturhuset

Om huset

  • Natur- og kulturhusets vision er at være et læringsmiljø med legende værksteder, musik, billedkunst, eventyr, teater, natur, science og ikke mindst kreative, eksperimenterende børnefællesskaber. Der skal være tid til fordybelse, sanselige oplevelser, kreative og eksperimenterende aktiviteter, naturoplevelser og nære børnefællesskaber i et legende og lærende miljø.

    I huset kan børnene møde udøvende kunstnere og fagprofessionelle aktører, de kan eksperimentere med personlige udtryk, være aktive og iagttagende og blive rigere på kulturelle oplevelser og fællesskaber.

  • Børnehusene i område Holte, Bøgebakken og Øverød tilbydes naturvejledning af Katharina Hejgaard, der er biolog og naturvejleder. Katharina har arbejdet med børn og natur siden 2002.

  • I de perioder, hvor der ikke er projekter i huset, kan børnehusene benytte sig af husets faciliteter på egen hånd. Der er mange spændende aktiviteter at give sig i kast med, blandt andet:

    • Hilse på slangen Lis, og de andre dyr i terrarier og akvarier
    • Lave smukke sommerfugle i akvarel
    • Filte fine blomster og hjerter i uld
    • Bygge vilde konstruktioner med korkklodser
    • Lave fantastiske kuglebaner
    • Klæde jer ud
    • Fortælle eventyr
    • Gå på opdagelse i kasserne med knogler og pels
    • Lege med de skønne krammefugle og alle de andre bamsedyr
    • Lave Holtes længste vandbane udenfor
    • Låne udstyr til at fange krible-krabledyr i skoven
  • I Natur- og Kulturhuset arbejder vi med dele af FNs verdensmål. Især punkt 12 ”Ansvarligt forbrug og Produktion”, hvor vi bestræber os på at nedsætte mængden af affald, sortere, genbruge materialer og indkøbe bæredygtigt.

    Desuden arbejder vi med punkterne 13, 14 og 15 i formidlingen af vores danske natur, således at børnene bliver præsenteret for livet til lands, til vands og i luften med fokus på biodiversitet og dens betydning.

Mød naturvejlederen

Jeg hedder Katharina Hejgaard og er naturvejleder og administrator af Natur- og Kulturhuset. Sammen med husrådet lægger jeg mig i selen for, at børnene skal være med i oplevelser, der sætter sig spor igennem hele deres institutionsliv. Alle vores aktører gør sig umage for, at projekterne skal inspirere. Både børn og voksne!

Naturvejleder Katharina Hejgaard

Tudse og sommerfugleheksen

I 2023 er der mange spændende titler på programmet: Tudse og Sommerfugleheksen, Vores Vilde Legeplads, Vand og Science for de mindste, Musik og Magi, Cathrines Musikhave, Ask og Liv laver buer samt Nisser og Ulve.

Stjernebarnet og den mismodige trold

I vinteren 2022 var de ældste børnehavebørn inviteret til projektet ”Stjernebarnet og den mismodige trold”. Her mødte de kunstnerduoen Karen Humle og Susanne Holck, der sammen havde tilrettelagt et tredagsforløb, hvor omdrejningspunktet var samarbejde, følelser, musik og fortælling. Historien om ”Stjernebarnet og den mismodige trold” var omdrejningspunkt for dagene, som var skruet sammen således, at børnene også selv udtrykte sig kunstnerisk i samarbejde med børnehavevennerne. De lavede selv instrumenter og blev en del af fortællingen, da de hver især prøvede kræfter af med dirigentrollen eller selv præsenterede en personlig fortælling ud fra fortællekort, som de lavede. 

I videoen herunder kan du høre mere om projektet:

Video om projektet "Stjernebarnet og den mismodige trold" i Natur- og Kulturhuset med kunstnertrioen Susanne Holck og Karen Humle.