Sten Lykke Madsen

Med sine frodige, fantastiske og forunderlige værker er Sten Lykke Madsen en værdig modtager af titlen som Årets Kunstner 2009.

Sten Lykke Madsen, bosat i Holte, er keramiker og tegner, uddannet på Kunsthåndværkerskolen med afgang 1958 - nu Danmarks Designskole.

Siden har Sten Lykke Madsen været ansat hos Kähler, Bing & Grøndahl og på den Kgl. Porcelænsfabrik. I de senere år har Sten Lykke Madsen været tilknyttet The International Ceramic Research Center - Denmark, hvor keramikere fra hele verden mødes, udveksler ideer og inspirerer hinanden.

Som aktiv kunstner har Sten Lykke Madsen udstillet mange forskellige steder - både i ind- og udland. Hans værker er abstrakte og tager deres udgangspunkt i et kunstnerisk univers, hvor det magiske møder det realistiske - fisk, fugl, frø eller er det et menneske? Eventyr og forunderlige historier hersker i Sten Lykke Madsens keramiske univers.