Inden du holder ferie, skal du oplyse jobcentret om, hvornår du holder ferie og samtidig oplyse, om du holder ferie med løn eller med feriepenge. Skriv til jobcentret via www.borger.dk/post – i emnefelt skrives: ”Fleksjob – ferie”.
Det skal bemærkes, at ferie som udgangspunkt afholdes med 5 dage om ugen, således at der holdes ferie på både arbejdsdage og arbejdsfrie dage.
Får du feriegodtgørelse/feriepenge/løn under ferie, vil bruttobeløbet for det antal feriedage, som du afholder, blive medtaget i beregningen af dit fleksløntilskud.
Du skal være opmærksom på, at har du ikke løn under ferie, feriegodtgørelse eller feriepenge fra feriekonto, er du heller ikke berettiget til fleksløntilskud for feriedagene. I sådanne tilfælde vil dit fleksløntilskud blive nedsat med det samme antal feriedage, der ikke er løn, feriegodtgørelse eller feriepenge til.
Du kan være berettiget til ledighedsydelse under ferien.