Er du udskrevet til genoptræning i kommunalt regi, vil du blive tilknyttet Genoptræningscenter Skovbrynet i Holte. På Skovbrynet kan du være indlagt til døgngenoptræning eller komme til ambulant genoptræning, hvor forløbet tilrettelægges i Skovbrynets faciliteter og i din egen bolig.
Genoptræningscentret Skovbrynet tilbyder et tværfagligt rehabiliteringsforløb, der bliver tilrettelagt ud fra faglige vurderinger. Skovbrynet har tilknyttet ergoterapeut, fysioterapeut og logopæd. På døgnrehabilitering er der også tilknyttet sygeplejersker og social og sundhedsassistenter, hvor plejepersonale og terapeuter har fokus på 24 timers rehabilitering. Dette betyder, at du vil modtage rehabilitering fra dit tværfaglige team igennem alle døgnets vågne timer. Skovbrynet har endvidere tilknyttet en neuropsykolog fra hjerneskadecenter BOMI.
Når det er relevant i dit forløb foregår rehabiliteringen i tæt samarbejde med kommunens øvrige forvaltninger og evt. i samarbejde med eksterne specialiserede hjerneskadetilbud.
Hvis du er i den erhvervsaktive alder vil Skovbrynet samarbejde med Jobcentret om at styrke dine muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Hjerneskadekoordinatorerne deltager i møder på Skovbrynet, når det vurderes relevant.
Alle forløb er individuelt tilpassede og på baggrund af en faglig vurdering, vil vi sammen med dig tage stilling til den videre plan for dit forløb. Varighed, intensitet og indhold kan derfor være forskelligt fra borger til borger. Indsatser tilrettelægges på baggrund af en faglig vurdering.
Eksempler på tilbud:
- Træningshold med fokus på kondition, balance og styrke.
- Træningshold med fokus på målrettede bevægelser, eksempelvis specifik gangtræning eller funktion af arme.
- Individuel træning af kroppens funktioner, træning af synkefunktion, evnen til at planlægge og strukturere.
- Taletræning og kognitiv træning.
- Morgenmadsgruppe, frokostgruppe, erfaringsudvekslingsgrupper.
- Individuel træning i relevante hverdagsaktiviteter. Eksempelvis at tage tøj på, spise og tilberede egen mad eller klare praktiske opgaver i hjemmet.
Hvor længe varer forløbet
Varigheden af dit forløb afhænger af dine individuelle behov og bliver afsluttet, når andre tilbud kan være mere relevante for dig.
Transport
Tilbuddet omfatter som udgangspunkt ikke kørsel, men ved særlige behov er der mulighed for kørsel.