Hop til hovedindhold

Generelt om valg

Her finder du alt det praktiske i forbindelse med valg – fra valgret og valgkort til regler for at sætte valgplakater op.

Alt det praktiske om valg

  • Alle vælgere – dvs. alle, der har valgret – får tilsendt et personligt valgkort med posten i ugen op til valget.

    Valgkortet er dit bevis for, at du har lov til at stemme til valget. Hvis det har fået det, skal du huske at tage det med, både hvis du vil stemme inden valgdagen (brevstemme), og hvis du stemmer på valgstedet på valgdagen.

    Valgsted

    På valgkortet står der, hvor du skal stemme, altså det valgsted, du hører til.

    Valgsteder

    Har du ikke fået et valgkort?

    Hvis du ikke har modtaget dit valgkort med posten inden valget, skal du først finde ud af, hvilket valgsted du tilhører. Du kan få at vide, hvilket valgsted du hører til, ved at ringe til Borgerservice på tlf. 46 11 12 50 på valgdagen mellem kl. 9 og 20.

    Når du skal hen på valgstedet, bedes du medbringe legitimation – så laver vi et valgkort til dig på valgstedet. Du må dog regne med en vis ventetid.

    Legitimation kan fx være pas, sundhedskort (sygesikringskort) eller kørekort. De digitale apps Sundhedskortet, Kørekort og Coronapas kan også bruges som legitimation.

    Er der fejl på valgkortet?

    Hvis der er fejl på valgkortet, bedes du medbringe legitimation, når du skal stemme – så klarer vi det på valgstedet. Du må regne med en vis ventetid.

    Legitimation kan fx være pas, sundhedskort (sygesikringskort) eller kørekort.

    Er dit valgkort blevet væk?

    Hvis dit valgkort er blevet væk, kan du få udskrevet et nyt på valgstedet. Medbring legitimation. Du må regne med en vis ventetid.

    Legitimation kan fx være pas, sundhedskort (sygesikringskort) eller kørekort.

    Har du stemt inden valgdagen, men får alligevel valgkort?

    Hvis du har brevstemt, får du alligevel tilsendt valgkort. Rent praktisk kan vi nemlig ikke adskille dem, der har brevstemt, fra listen over alle stemmeberettigede, før brevafstemningen er afsluttet.

    Du bedes i så fald se bort fra valgkortet.

  • Når du har valgret, kan du stemme til valgene. Valgret kaldes også stemmeret.

    Der er en smule forskel på, hvem der kan stemme til de forskellige typer af valg.

    Kommunalvalg

    Du har valgret til kommunalvalg, dvs. valg til kommunalbestyrelse og regionsråd, når du valgdagen er fyldt 18 år, har fast bopæl i kommunen og desuden opfylder ét af disse krav:

    • Du har dansk indfødsret.
    • Du er statsborger i et andet EU-land.
    • Du er statsborger i Island eller Norge.
    • Du har uden afbrydelse haft fast bopæl i riget i de sidste tre år forud for valgdagen.

    Folketingsvalg

    Du har valgret til folketingsvalg, hvis du opfylder alle disse krav på valgdagen:

    • Du har dansk indfødsret.
    • Du er fyldt 18 år.
    • Du har fast bopæl i Danmark.

    Visse udlandsdanskere kan dog selv bede om at komme på valglisten og dermed få stemmeret. Læs mere om betingelserne her:

    Udlandsdanskeres valgret (Økonomi- og Indenrigsministeriet) 

    Valg til Europa-Parlamentet

    Du har valgret til Europa-Parlamentsvalg, hvis du på valgdagen opfylder et af disse krav: 

    • Du har valgret til Folketinget.
    • Du har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og har fast bopæl i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union.
    • Du er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, har opnået alderen for valgret til Folketinget og har fast bopæl i Danmark.

    Visse udlandsdanskere kan dog selv bede om at komme på valglisten og dermed få stemmeret. Læs mere om betingelserne her:

    Udlandsdanskeres valgret (Økonomi- og Indenrigsministeriet)

    Stemmeret

    Alle, der har valgret og er optaget på valglisten, dvs. tilmeldt folkeregisteret, har stemmeret til folketingsvalg og folkeafstemninger.

    Mere information

    Valgbarhed og stemmeret til kommunal- og regionsvalg (borger.dk)

    Valgbarhed og stemmeret til folketingsvalg (borger.dk) 

    Valgbarhed og til Europa-Parlamentsvalg (borger.dk)

    Stemmeret til Europa-Parlamentsvalg (borger.dk)

  • Det valgsted, hvor du skal stemme, står på dit valgkort, som du får tilsendt i ugen inden valget.

    Valgsteder

  • Fra den fjerde lørdag før valgdagen må du hænge valgplakater op på offentlige veje og på private fællesveje. Du må begynde kl. 12.

    Læs reglerne

    Vejdirektoratet har en oversigt over de vigtigste regler:

    Valgplakater på vejarealer (Vejdirektoratet)

    Plakaterne skal tages ned igen

    Husk at fjerne plakaterne senest otte dage efter valgdagen (ved døgnets afslutning). 

    Tag venligst strips osv. med, så de ikke forurener i naturen.

    Valgplakater mv. ved valgstederne

    Plakater eller anden valgagitation må ikke sættes op i stemmelokalerne eller de umiddelbare adgangsveje, dvs. på gange, trapper, i skolegården mv.

    I praksis fortolker vi det således, at der ikke må hænge valgplakater på valgstedets grund, heller ikke på parkeringspladsen.

    Plakater, der hænger ulovligt

    Du kan kontakte Teknik og Miljø, Vej 

    vej@rudersdal.dk

  • Hvis du i kortere eller længere tid opholder dig på et offentlig område, herunder gågader, pladser og fortove, for at foretage valgagitation, skal du have tilladelse fra Teknik og Miljø, Vej.

    Ansøg om tilladelse til arrangement (virk.dk)

    Hvis du vil foretage valgagitation i fx indkøbscentre, skal du henvende dig til centrets handelsforening.

  • I Rudersdal Kommune udpeges de tilforordnede af de politiske partier – primært dem, der er repræsenteret i vores kommunalbestyrelse (der er enkelte pladser til de partier der ikke er repræsenteret). Det er ikke et krav, at man er medlem af partiet.

    Hvis du vil være valgtilforordnet, kan du derfor kontakte et (eller flere) af partierne og tilbyde dig som tilforordnet på valgdagen.

    Du kan se en oversigt over partier og deres kontaktpersoner her:

    Politiske partier og lister

    Hvad er en valgtilforordnet?

    De tilforordnede er de hjælpsomme mennesker, der står for den praktiske afvikling af valg og afstemninger på valgstederne. De tager fx imod valgkort og krydser vælgerne af i valglisten, hjælper ved stemmerummene og tjekker, at stemmesedlerne bliver lagt i valgurnerne.

  • Rudersdal Kommune er en del af Rudersdal Valgkreds, der dækker Allerød og Rudersdal kommuner.

    Kommunalvalg foregår dog i de enkelte kommuner, her Rudersdal Kommune.

    Rudersdal Valgkreds indgår i Nordsjællands Storkreds, som igen er en del af landsdel Hovedstaden.

  • Du kan klage over et afholdt valg, fx hvis du har mistanke om, at valghandlingen ikke er foregået korrekt, herunder optællingen af stemmerne.

    Klagen skal være skriftlig.

    Kommunalbestyrelsesvalg

    Du kan klage over valget ved at henvende dig til Valgbestyrelsen, Ruderdal Kommune, Øverødvej 2, 2840 Holte. Vi skal have din klage senest en uge efter valget.

    Folketingsvalg

    Hvis du ønsker at klage over valget, skal dette ske til Social- og Indenrigsministeriet senest en uge efter valget.

    Europa-Parlamentsvalg

    Hvis du ønsker at klage over valget, skal dette ske senest på ugedagen en uge efter valget.

    Klagen stiles til Folketinget og sendes til Social- og Indenrigsministeriet.

    Folkeafstemning

    Hvis du ønsker at klage over en folkeafstemning, skal dette ske senest på ugedagen en uge efter valget.

    Klagen stiles til Folketinget og sendes til Social- og Indenrigsministeriet.