Strikketøj og generationsmøder

Hver mandag eftermiddag kan klubbørn på Trørødskolen komme i godt selskab. Helle Pedersen og Ruth Richter har siden 2012 troligt hver mandag siddet blandt kasser med garn og poser med strikkepinde, og med kaffe på kanden og en småkage eller to foran sig – klar til at undervise ethvert barn, der måtte have lyst til at lære at strikke.

Det er et hyggeligt rum at komme ind i, det fornemmer man straks – måske det er mødet mellem nogle af de ældste og yngste borgere i kommunen eller måske det er roen ved at sidde med strikkepindene. Og flere har interesseret sig for det frivillige arbejde ’strikkedamerne’ på Trørødskolen udfører – Helle viser gerne frem af forskellige blade, de har været i, herunder Ældresagens.

”Vi har været her så længe, fordi vi er to. De har prøvekørt andre skoler med en alene og det er for hårdt,” fortæller Ruth og Helle istemmer enigt: ”Nej, det går ikke.”

”Der er for mange nye børn, der skal lære det, og så skal de vente for længe, og det gider de ikke, så er de gået. Det at vi har været to, har været et held, så kan man hurtigt hjælpe de dygtige børn. Og det den ene af os ikke er god til, er den anden og omvendt,” fortæller Ruth.

 

Både Helle og Ruth blev faktisk headhuntet til jobbet som frivillige strikkedamer. Helle blev kontaktet af Ældresagen. ”De mente, at det var noget, jeg godt kunne – og det er jo rigtigt, så sådan var det,” fortæller hun. Og Ruth blev ’shanghajet’ af sin bror, der på det tidspunkt var formand for Ældresagen i Rudersdal:

”Han sidder og siger ’jeg kender en’. Og så ringer han til mig og siger ’du forresten, jeg har meldt dig til, at du skal ud og strikke i Trørød’. Så måtte jeg jo se, hvad det var. Og så var jeg heldig tilfældigvis at sidde ved siden af Helle, så begyndte vi at snakke sammen og blev enige om, at vi havde samme indstilling til tingene. Vi var rørende enige om, at det ikke skulle køre efter en snor eller at børnene skulle lave det samme på samme tid, nej, de måtte selv bestemme.”

 

Hvad giver det jer at være frivillige?

”Jooo, men jeg kan da godt lide det, jeg synes jo, det er sjovt, og det er nogle dejlige unger,” siger Ruth.

”Vi har det meget godt sammen med børnene, og vi får nogle gode historier og omvendt. Og der bliver også spurgt noget til os,” siger Helle.

”Ja, de bliver meget paffe, der bliver spurgt meget til ens alder, det går de meget op i,” siger Ruth. Et af de tilbageværende børn, der ellers sidder i dyb koncentration med strikketøjet ser med store øjne fra den ene dame til den anden.

”Og om vi har kendt hinanden altid, og det må vi jo indrømme, det har vi ikke, men vi er kommet til det,” fortæller Helle.

”Og din bror bor på min vej,” bryder pigen med strikketøjet nu ind.

”Ja, det er rigtigt,” smiler Ruth ned til hende.

 

Og hvad med dig, Helle, hvorfor har du lyst til at arbejde frivilligt?

”Jamen, jeg er blevet headhuntet hele mit liv igennem. Til alt muligt, der er bare nogen, der spørger. Lige fra jeg startede som seminarieelev, så underviste jeg nabobørn og på den måde fra det ene arbejde til det andet. Så blev jeg lærerinde-uddannet og så blev jeg smidt ind på lærerhøjskolen. Hele vejen, med de forskellige stillinger jeg har haft, har jeg sagt, jeg tager dem, hvis jeg er sikker på at få dem. Jeg har stillet høje krav,” fortæller Helle.

”Det er forskellen,” tilslutter Ruth sig: ”Helle er jo vant til at undervise, det er jeg jo slet ikke. Jeg var pen- og blækhusarbejder, jeg har været næsten 50 år på Københavns Rådhus, så det er helt væk fra det her!” Men Ruth har altid været pjattet med håndarbejde. ”Jeg stikker altid og hele tiden og uafbrudt,” fastslår hun.

”Det er sjovt nok, for jeg har ikke undervist i det, men jeg har altid godt kunne lide det,” tilføjer Helle.

”Jeg har altid lavet meget håndarbejde,” indskyder Ruth

”Det har jeg også – jeg har et helt skab fuld af strikkede trøjer,” siger Helle.

 

Hvor mange timer om ugen bruger I som frivillige?

”I starten var vi her to gange om ugen, men nu desværre kun to timer. Så det er jo lidt begrænset, hvad ungerne kan nå at lære,” siger Ruth.

 

Er det de samme børn, der kommer igen?

”Ja, men der kommer også nye til. Vi har en lille bog, vi skriver i, hvem der kommer fra hvilke klasser. Hvem der går igen fra år til år,” fortæller Ruth og viser en lille notesbog med et ministrikketøj klistret uden på. En mor kommer for at hente sit barn, men hyggesnakker først lidt og roser de pulsvarmere datteren er ved at strikke. Et andet barn kommer ind på stuen.

”Vil du også lære at strikke? Så skal du komme på mandag, vi er færdige for i dag,” siger Helle til barnet.

Strikkedamerne retter løbende til, når det er gået lidt koks i det for børnene, det sker i en flydende bevægelse, mens der snakkes. ”Hun er først begyndt i dag, det er meget godt klaret ik’?,” spørger Ruth og viser et strikketøj frem.

”Der kom, jeg ved ikke hvor mange, helt nye børn i dag. Men jeg kan maks. sætte tre i gang ad gangen. Vi har valgt, at vi slår masker op og lærer dem at strikke ret og ikke andet. Og så kan man lave pulsvarmere eller noget andet, og så hvis der er huller i, hækler vi en lille blomst til,” forklarer hun.

En dreng, der på mærkelig vis har fået fanget håndleddet i en snor fra sine bukser, kommer ind. Hans mor spørger efter en saks. Det kan de godt låne, men den skal afleveres tilbage – det er nemlig en god saks.

 

Hvor længe vil I blive ved?

”Ja, det er et spørgsmål om helbred. Jeg er 83 og Ruth bliver snart 80,” siger Helle og Ruth istemmer:

”Så længe vi kan.”

”For de vil gerne have os her,” tilføjer Helle.

”Ja, det vil de,” siger Ruth. ”Vi får en flot velkomst, når vi kommer, det er første gang efter ferien i dag.”

På spørgsmålet om hvilken forskel, strikkedamerne gør med deres arbejde, lyder det beskedne svar:

”Ikke andet end, at vi lærer nogle børn at strikke, og det ville de ikke lære, hvis ikke vi lærte dem det. Enten kan mødrene ikke, eller også har de ikke tid. Og bedsteforældrene bor for langt væk, dem der kan. Nogle får lidt hjælp derhjemme, men de fleste ikke. Det er det, vi gør,” siger Ruth.

 

Hvorfor skal man overhovedet strikke?

”Det er jo afslappende og i stedet for bare at glo fjernsyn, så kan du strikke samtidig,” svarer Ruth.

”Og så kan det jo godt være lidt kunstnerisk samtidig,” pointerer Helle.

”Det kan det nemt,” istemmer Ruth.

”Jeg elsker jo at konstruere nogle ting,” siger Helle.

”Ja, det er rigtigt, jeg kan også godt lide at strikke nogle meget mærkelige ting ind i mellem, så vi får også selv noget ud af det. Og det er ret sjovt at få børnene med på den. Jeg synes, at de har lavet nogle fine ting i årenes løb,” fastslår Ruth.

 

Og der er styr på sagerne.

”Vi laver en pose med børnenes navn på og dato, og hvis de ikke har været her i 5 måneder eller sådan noget, hyller vi det op. Vi har jo ikke så mange strikkepinde, så vi må jo deles om det, vi har. Men hvis de kommer tilbage eller har en undskyldning for, hvorfor det ikke er brugt, så fortsætter vi,” siger Helle. Strikkedamerne har selv taget bl.a. strikkepinde med og venner og bekendte og andre donerer gerne garn også på klubben. ”Lynhurtigt så rygtedes det, men det tykke garn, må jeg ud og købe,” fortæller Helle.

En far kommer for at hente det sidste barn. ”Nej, hvor flot, så har du snart et halstørklæde,” siger han og ser smilende på de to rækker af strik. Men med strikkedamernes hjælp, mon ikke?

 

Vil du høre mere, eller måske selv være strikkedame m/k, så kan Ældresagen kontaktes her.

Se tema om frivillighed her