Hop til hovedindhold

Tilbud til kommende og nybagte forældre

Hvis du venter barn eller har spæd- eller småbørn eller hvis du skal adoptere, så har Sundhedstjenesten en række forskellige tilbud til familien.

Du kan også finde oplysninger om dit barns sundhed på portalen Sundhedsvejen

Sundhedsvejen

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte din sundhedsplejerske eller Sundhedstjenesten.

‌Kontakt din sundhedsplejerske‌

Få besøg af en sundhedsplejerske

  • Fødestedet giver automatisk besked, når jeres barn er født, og sundhedsplejersken kontakter jer telefonisk få døgn efter fødslen. Er I udskrevet indenfor 72 timer efter fødslen, tilbydes et kort hjemmebesøg 4–5 dage efter fødslen. 

    Er I tilflyttere til Rudersdal Kommune og jeres barn er i alderen 0-8 måneder, vil I ligeledes automatisk blive tilbudt besøg af sundhedsplejerske. 

    Har I adopteret eller skal I adoptere et barn, så får Sundhedstjenesten ikke automatisk besked. Vi opfordrer jer derfor til at kontakte os, hvis I ønsker at gøre brug af vores tilbud.

    I er altid velkommen til at kontakte os og booke en tid til konsultation og deltage i foredrag. 

  • Sundhedsplejersken kontakter jer få døgn efter barnets fødsel

    Ved et hjemmebesøg kommer en sundhedsplejerske på besøg hjemme hos jer. Sundhedsplejersken undersøger jeres barns generelle udvikling med hensyn til blandt andet motorik, social kontakt og vækst. Baby bliver vejet, og der bliver målt længde og hovedomfang.

    Sundhedsplejersken giver råd og vejledning om alle de spørgsmål, I måtte have omkring den lille ny baby. Det kunne for eksempel være barnets udvikling og trivsel, amning, kost, vitaminer, døgnrytme eller forældrerollen. 

    I samarbejde med sundhedsplejersken planlægger I indholdet af besøget.

    Et besøg varer cirka en times tid, og antallet af besøg aftaler I med sundhedsplejersken.

  • Cirka to måneder efter fødslen tilbyder sundhedsplejersken en samtale om jeres nye rolle som forældre. Samtalen foregår i forbindelse med sundhedsplejerskens besøg og vil handle om de ændringer, der sker i familielivet, når man får en lille ny.

    Du kan læse mere om forældresamtalen i denne pjece:

    Forældresamtale

  • På Sundhedsvejen.dk kan du følge med i dit barns udvikling ved at se sundhedsplejerskens notater og målinger. Her finder du også generel information om for eksempel åbent hus, foredrag samt næste aftale med din sundhedsplejerske. 
    Hvis du har aftalt med din sundhedsplejerske, at du ønsker at deltage i en mødregruppe, bliver du inviteret via Sundhedsvejen. Her finder du også deltagerlisten.

    Du kan logge på Sundhedsvejen med MitID.

    Sundhedsvejen

  • Sundhedstjenesten i Rudersdal Kommune tilbyder besøg af en sundhedsplejerske til kommende forældre, der venter deres første barn, samt til sårbare familier, der venter sig. 

    Besøget varer cirka en time og foregår hjemme hos jer, og det aflægges ofte omkring 6.-7. graviditetsmåned. 

    I kan kontakte os på telefon 46 11 40 50 med henblik på at få kontakt med sundhedsplejersken, så vi kan lave en aftale. 

    Mødet med sundhedsplejersken giver mulighed for at lære hinanden at kende og drøfte eventuelle spørgsmål. På mødet kan I også drøfte emner som amning, den første tid med et lille spædbarn, familiedannelse og hvordan sundhedsplejersken bedst mulig kan støtte jer efter fødslen.

Foredrag og aktiviteter i sundhedsplejen

  • Sundhedstjenesten og Bibliotekerne i Rudersdal afholder jævnligt foredrag målrettet forældre til spæd- og småbørn. Her kan du for eksempel høre om førstehjælp, søvn og kost for de allermindste.  Mød op og bliv klogere på livet med småbørn eller deltag i sjove aktiviteter for dig og dit barn. 

    Foredragene annonceres løbende på Sundhedsvejen samt på bibliotekets kalender over arrangementer

  • Du kan få inspiration til aktiviteter med din baby her:

    Aktiviteter med baby

    Der findes også andre steder du kan søge information fx på Facebook-siden På barsel i Rudersdal.

     

Når det er svært at være nybagt forælder

  • Mange nye forældre oplever, at fødsel og spædbarnstid er en fantastisk stor glæde. Det kan samtidig også være en tid med træthed og udfordrende forandringer, som kan være forbundet med humørsvingninger og vanskelige følelser.

    De tanker og følelser er helt almindelig og må gerne være der. For nogle bliver tankerne dog så overvældende, at de udvikler sig til en fødselsdepression.

    Hvis du har vanskelige følelser i forbindelse med graviditet og/eller spædbarnstiden er vedvarende, kan du få hjælp via sundhedsplejersken.

    Tilbuddet gælder for gravide eller familier med børn under ét år.

    Find mere information om fødselsdepression hos Sundhedsstyrelsen

    Fødselsdepression - for borgere

  • Mor-barn-gruppen er en af de muligheder for hjælp til forældrerollen, der kan tilbydes familier, som har brug for ekstra støtte.

    Gruppen mødes en gang om ugen. Her kan du møde andre spædbørnsmødre i samme situation, og du kan få råd og vejledning fra en sundhedsplejerske og en familierådgiver.

    For at deltage i gruppen skal du visiteres af Sundhedstjenesten i Rudersdal Kommune.

  • Undersøgelser viser, at 10-14 procent af alle mødre oplever efterfødselsreaktioner inden for det første år efter, at barnet er født. En efterfødselsreaktion går heldigvis over igen, men det har betydning, at man får den rigtige hjælp.

    Hvis du har en efterfødselsreaktion, kan du blive visiteret til vores samtalegruppe. 

    Gruppen mødes en gang om ugen i lokaler i Birkerød.

    For at deltage i gruppen skal du visiteres af Sundhedstjenesten i Rudersdal Kommune.

Grupper for forældre på barselsorlov

  • Efter barnets fødsel vil sundhedsplejersken informere jer om mulighederne for at deltage i en gruppe for henholdsvis mødre og fædre, som er på barselsorlov. Gruppen består typisk af fem til syv mødre/fædre med spædbørn, som mødes et par timer en gang om ugen.

    Mange forældre oplever, at det er værdifuldt med et netværk af andre voksne med jævnaldrende små børn i lokalområdet. I gruppen kan du tale med andre forældre, som har oplevelser og erfaringer, der ligner dine egne. 

    I gruppen kan man give hinanden gode råd, få nye venner og måske hjælpe hinanden med børnepasning eller andre ting.

  • Det er sundhedsplejersken, der sammensætter gruppen og du vil modtage besked om deltagere mv. på www.sundhedsvejen.dk