Hop til hovedindhold

Sundhed og sygdom i daginstitutionen

Hvad gør du, hvis dit barn bliver sygt i daginstitutionen, og hvordan undgår dit barn bedst smitsomme sygdomme?

Information om sundhed og sygdom i daginstitutionen

Hvis dit barn er blevet sygt, må det ikke møde i daginstitution. Hovedreglen er, at et barn med en smitsom sygdom først må modtages i børnehuset, når det ikke længere smitter. Denne regel er fastsat af hensyn til barnets trivsel og for at begrænse spredningen af smitsomme sygdomme.

Barnet er raskt, når det kan klare at deltage i de aktiviteter, det plejer, uden at kræve særlig pasning.

Det er således lederen i barnets daginstitution, der har kompetencen til at vurdere, om et barn kan modtages i institutionen.

Syge børn har brug for deres forældre

Et barn med dårlig almen tilstand har brug for sine forældre og for ekstra omsorg og pleje. Det er meget ressourcekrævende for personalet at skulle tage sig af et sygt barn, og det vil derfor gå ud over samværet med de andre børn i gruppen, hvis der er et sygt barn i institutionen. 

Endvidere er der hensynet til personalet, som også er udsat for smitten. Institutionens børn og personale har brug for, at fraværet hos det faste personale er mindst muligt, så de pædagogiske aktiviteter kan finde sted som planlagt.

Hvis dit barn bliver sygt i institutionen

Hvis dit barn bliver sygt mens det er i daginstitution, vil du blive underrettet af personalet med henblik på at kunne hente barnet hurtigst muligt.

Særligt i begyndelsen af et sygdomstilfælde er det vigtigt at holde øje med barnets tilstand for at kunne bemærke forandringer. Selv et tilsyneladende fredeligt sygdomstilfælde kan i nogle tilfælde hurtigt udvikle sig i alvorlig retning.

Vask hænder og undgå smitsomme sygdomme

Gode håndvaskevaner i daginstitutioner kan reducere sygefraværet med en tredjedel. Samlet er det virkelig mange forkølelser, diarréer, influenzaer osv., som man kan undgå. Specielt er der en stor effekt hos børn under 2 år, da deres immunforsvar endnu er lidt dårligere end ældre børns. 

Derfor har vi i Rudersdal Kommune fokus på, at børnene lærer om gode håndvaskevaner i deres hverdag i daginstitutionen. Når der er fokus på håndhygiejne hos de voksne, tager børnene de gode vaner med sig.