Log af Min Rude

I Rudersdal Kommune benytter vi lighed med andre offentlige myndigheder NemID i en lang række sammenhænge, herunder vores digitale borgerunivers Min Rude. Her kan du læse mere om de ting, du skal være opmærksom på, når du har været logget på med NemID. 

Log rigtigt af

For din egen sikkerheds skyld er det vigtigt, at du logger rigtigt af, når du har benyttet NemID, fx på Min Rude.

 

Luk alle browser-vinduer, hvis du bruger en offentlig computer: Benytter du Min Rude fra en offentlig computer, fx på biblioteket, bør du logge af og derefter lukke alle åbne browser-vinduer, når du er færdig.

 

Hvad er sammenhængen mellem NemID og NemLogin?

Som borger benytter man sin personlige digitale identifikation NemID til at logge ind i forskellige digitale løsninger i det offentlige og i fx netbankerne. I det offentlige sker det via login-løsningen NemLogin, der er udviklet af ”Det offentlige log-in-fællesskab” med Økonomistyrelsen under Finansministeriet som ansvarlig.

 

NemLogin er en såkaldt Single-sign-on-løsning, der skal gøre det muligt for borgerne at gå fra den ene offentlige hjemmeside med login til den anden offentlige hjemmeside med login, uden at borgeren hver gang skal logge på igen. Idéen er, at man fx kan logge ind og se sin skattemappe på skat.dk og derfra gå videre til at se fx sin SU, uden at man logger på én gang til.

 

Dette er praktisk i mange sammenhænge, men det betyder også, at man skal være ekstra opmærksom på, at man får logget rigtigt af, når man benytter NemLogin.

Hvad sker der, når man logger af ”Min Rude”?

Når man logger af Min Rude ved at klikke på ”Log af”-knappen, lukker man så at sige døren efter sig.

 

Min Rude fortæller, at man er logget af alle de løsninger, som man har været logget på med sin NemID.

 

Et klik på ”Log af” betyder således, at forbindelsen til NemLogin bliver afbrudt, og man kan ikke længere gå videre til en anden hjemmeside med login, uden at man skal logge på igen. Du bør derfor altid logge rigtig af, når du har været på Min Rude eller andre løsninger med NemID.

Hvad sker der, hvis man ikke logger af, men kun lukker browseren, når man har været logget på?

Hvis man ikke logger af ved at benytte ”Log af”-knappen i Min Rude, bør man altid lukke alle browser-vinduer, når man er færdig med at benytte sin NemID.  

Det skyldes, at browseren ikke lukker forbindelsen til NemLogin, hvis man blot lukker et enkelt browser-vindue, mens man har andre åbne.

Hvad skal man være opmærksom på, hvis man er logget på fra en offentlig computer?

Benytter du en offentlig computer, fx på et bibliotek eller lignende, skal du altid lukke alle de browser-vinduer, der har været åbne. På den måde er du sikker på, at du ikke længere er logget ind på computeren.

 

AdresseKontakt

Stationsvej 36

3460 Birkerød


Udskrift fra www.rudersdal.dk - d. 26. maj 2013.

Ophavsretten tilhører Rudersdal Kommune.

Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.