Min Rude er dit personlige overblik på nettet
NYT: Få MobilRuden som App til iPhone eller Android
Min Rude er dit personlige overblik på nettet. Min Rude samler det, der er dit og giver dig mulighed for nem og sikker dialog med Rudersdal Kommune og andre myndigheder. Din udgave af Min Rude er helt unik og tilpasset netop dig.
Børnehaven, skolen, biblioteket, boligen, skatten...
Log på med NemID og få adgang til dine personlige oplysninger om fx skolen, skatten, skolebiblioteket, biblioteket, sundhedsplejen, skoletandlægen mv.
Du får også overblik over en række informationer vedr. din bolig, fx din byggesag, dine BBR-oplysninger, din lokalplan og grundejerforening mv.
Har du en sag hos kommunen, får du også adgang til bevillingsbreve, aftaler mv. i Min Rude. Det samme gælder byggesager for din ejendom.
» Sådan logger du på Min Rude
» Log ind i Min Rude (hvis du har NemID)
Sikker post og digital familiekalender
I Min Rude får du også din egen NemPost (sikker e-mail) til nem og sikker dialog med kommunen og andre offentlige myndigheder. Og så får du din egen digitale familiekalender, NemKalender, hvor vi automatisk lægger aftaler og påmindelser ind, som vi tror, du kan få brug for. Du kan selvfølgelig også selv supplere med din og familiens aftaler og få påmindelser på mail og sms.
MobilRuden - altid ved hånden
Min Rude har også en udgave til mobiltelefonen, kaldet MobilRuden. MobilRuden giver dig adgang til Min Rudes kalender, Bibliotekslån og andre udvalgte oplysninger fra Min Rude, så de er lige ved hånden, når du skal bruge dem. MobilRuden vandt Digitaliseringsprisen i 2010.
» Mere om MobilRuden
Breve i NemPost til udvalgte grupper af borgere
Gennem Min Rude kan vi sende breve i NemPost til særlige grupper af borgere, udvalgt efter bopæl. På sigt kan det også være fx efter alder eller efter, om man fx har skolebørn. Brevene kommer automatisk ind i din NemPost, når systemet har tjekket, om der er særlig post til dig, som opfylder disse kriterier.
Din NemID er nøglen - og det er nemt
Min Rude er sikret med NemID. Med den er sikkerheden høj og al information er beskyttet.
» Læs om NemID og bestil selv en
Du kan indtil videre også logge på med digital signatur. Den bliver dog udfaset i løbet af 2012, hvor du så skal have en NemID i stedet.
Hvordan kommer oplysningerne ind i Min Rude?
Min Rude samler, sorterer og præsenterer automatisk informationer fra kommunale og andre offentlige it-systemer. Systemet tager udgangspunkt i den enkeltes familierelationer, så man ser de oplysninger for sig selv, sin ægtefælle og børn samt sin bolig, som man i forvejen har ret til i den fysiske verden, men som man før ikke havde så nem adgang til.
Informationerne bliver hentet i it-systemerne fra gang til gang i det øjeblik, du logger dig ind med NemID, og det er således de helt friske informationer fra de forskellige it-systemer, der dukker op i Min Rude. Når du logger af, ligger oplysningerne ikke længere i Min Rude, men kun i det oprindelige it-system, hvor de så at sige "bor" og hvor de bliver hentet på ny, næste gang du logger ind.
God fornøjelse!
Vi håber, du får glæde af Min Rude.