
Området syd for Furesøbugten har historisk haft navnet Dronninggård. Det var navnet på den ene af to mønstergårde – den anden var Frederiksdal – som blev anlagt af Frederik d. 3. og hans dronning Sofie Amalie i 1660’erne. Gårdene kom til at fungere som administrationscentre for driften af de omkringliggende bøndergårde, der alle var ejet af kronen.
Næsseslottet bliver opført
100 år senere blev bønderne selvejende, og i 1781 erhvervede storkøbmanden Frederic de Coninck (1740-1811) Dronninggård. Det kongelige administrationscenter kom til at fungere som avlsgård, og ude på næsset lod de Coninck i 1782-83 et nyt landsted i Louis Seize-stil opføre.
Bygningen er ofte tilskrevet hofarkitekt Andreas Kirkerup. Næsseslottet er blevet restaureret i slutningen af 1980’erne, og i dag er det kun spisesalen, der er tilbage af 1700-tallets interiører.
Danmarks første romantiske landskabshave
I 1783-86 lod de Coninck havearkitekten Henri Drevon stå for anlæggelsen af Danmarks første romantiske landskabshave. Haven omkring bygningen blev anlagt efter forbillede fra de sydengelske herregårdsparker.
I 1995-96 blev haven genskabt og fornyet, idet hovedstrukturen i den oprindelige have er bevaret. I sommeren 1996 blev den nyrenoverede have indviet af H.M. Dronningen.
Haven er udsmykket med flere imponerende monumenter, bl.a. Johannes Wiedewelts Drevon-obelisk (1783) og Carl Frederik Stanleys søjle til ære for handel og søfart (1784).
Restaurant Jægerhuset
I 1895 blev Næsseslottet købt af et konsortium, der ønskede at drive slottet som hotel. I den forbindelse blev der opført to mindre pavilloner ved selve slottet og tæt ved en stejl skrænt ud mod ”Store Kalv” i Furesøen opførtes den idylliske stråtækte skovrestaurant, Jægerhuset, med Thorvald Gundestrup som arkitekt.
Den traditionelle hoteldrift på Næsseslottet er for længst ophørt, men i Jægerhuset er der stadig restaurant.
Besøg Jægerhusets egen hjemmeside her:
www.jaegerhuset.dk
Næsseslottet er i dag i privateje og indrettet som eksklusivt kontorhotel. Parken og den omgivende skov er offentlig tilgængelig.
Læs mere
Læs mere om den romantiske landskabshave
»
Den romantiske landskabshave