Formålet
Formålet med RudersdalRuten er at det skal være nemmere for borgerne i Rudersdal Kommune at leve et sundt og aktivt liv.
Ved at udvide kommunens motionstilbud til også at omfatte den storslåede natur som motionsrum, kombineres naturoplevelser og ophold i grønne områder med motion og en aktiv fritid.
Ideen
Idéen bag RudersdalRuten er at etablere et sammenhængende stiforløb, suppleret med målgruppebestemte temaruter, aktivitetspladser og styrketræningsmuligheder i det fri, på strategiske og synlige områder tæt på byområderne.
Motionsstierne og aktivitetspladserne skal skabe motivation til motion, aktivitet, bevægelse, leg og aktivt socialt samvær for såvel voksne som børn i naturen.
RudersdalRuten åbnes
RudersdalRuten blev etableret i 2006 som et sammenhængende markeret stiforløb.
Ruten, der strækker sig gennem hele Rudersdal Kommune, er officielt opmålt til en maratondistance på 42,195 km.
RudersdalRuten er velegnet uanset, hvem man er, og hvad man vil. Vandrere, stavgængere, løbere, cyklister, børnefamilier, unge eller gamle – alle er velkomne, og alle har de bedste muligheder for aktive udfoldelser og store naturoplevelser året rundt.
Om ruten
RudersdalRuten forløber ad eksisterende stier igennem et varieret landskab fra Vedbæk i øst til Kajerød i vest.
Ruten passerer gennem skove og åbne landskaber, og undervejs er der vekslende terræn, natur- og kulturoplevelser.
Ruten er planlagt bynær, dvs. at den kæder de forskellige bydele i kommunen sammen. Det er derfor muligt at koble sig på ruten og komme ud i naturen lige meget, hvor du bor eller befinder dig i Rudersdal Kommune.
Træningspavillonerne
To træningspladser med mini-træningspavilloner er etableret to steder på ruten. Den ene i den meget benyttede Vedbæk Strandpark og den anden i midten af Birkerød, i byparken; Cathrinelystparken.