Maglemosen
Maglemosen var i Stenalderen en lavvandet fjord – Vedbæk Fjord – der strakte sig ind i landet fra Øresund med udmunding dér, hvor Vedbæk Havn ligger i dag. Siden har landet hævet sig, havet trukket sig tilbage og området er groet til med forskellige urter, buske og træer.
Arkæologiske udgravninger har afdækket en række bopladser og grave fra den sidste del af jægerstenalderen (6.000 – 4.000 f.kr). På udstillingen ” Vedbækfundene " ved Gl. Holtegård kan man se fund fra udgravningerne i Maglemosen.
Mange lokale borgere bruger Maglemosen som nærrekreativt område til daglige vandreture, hundeluftning mv. Adgang til området sker hovedsageligt fra Gøngehusvej, Henriksholms Allé eller fra boligområdet ved Henrikshave og Flintemarken, ad de relativt få stier, som krydser moseområdet i nord-sydgående retning. For at give bedre adgang til det hidtil lukkede moseområde har vi etableret en natursti gennem mosen. Naturstien går fra Henrikshave i nordvest til Henriksholms Alle / Gøngehusvej i sydøst.
Maglemosen er fredet ved kendelse i 1986, der har til formål at bevare de landskabelige, arkæologiske og geologiske værdier. Fredningen dækker et areal på næsten 216 ha. og er en af de største i Rudersdal Kommune.
» Fredningskendelse for Maglemosen, 1986 (pdf)
I 1994 udarbejdede Københavns Amt en plejeplan for Maglemosen, som beskriver plejetiltag der kan genskabe landskabelige værdier og gennemføre forbedringer af de rekreative- og naturmæssige muligheder.
» Plejeplan for Maglemosen, 1994 (pdf)
Et af de vigtigste plejetiltag i Maglemosen er at bekæmpe den invasive Kæmpebjørneklo. I en årrække bredte den sig over store arealer i mosen og udgjorde en trussel mod den øvrige flora og fauna, som måtte vige for den store og aggressivt voksende plante, der oven i købet er giftig at komme i berøring med.
Den private forening Maglemosens Naturpleje har gennem årene gjort en kæmpe indsats for at bekæmpe bjørnekloen ved opgravning, beskæring og ved hjælp af græssende får.
» Maglemosens Naturplejeforenings hjemmeside
Maglemoserenden
Maglemoserenden udspringer i Trørød, løber gennem Maglemosen nord for Vedbæk og løber sammen med Kikhanerenden ud i Øresund syd for Vedbæk Havn.
I 2007-2008 har vi restaureret Maglemoserenden og saneret kloaksystemet i oplandet. Der er udskiftet en hovedkloakledning langs Nyvangsstien og frem til Gøngehusvej, hvor der er anlagt et lukket og nedgravet bassin på 500 m3 til opsamling af overskydende spildevand i forbindelse med regnvejr. Bassinet har overløb til en lagune på 1700 m3 med afløb til Maglemoserenden.
Etablering af bassinet og lagunen betyder, at der kun i tilfælde af meget kraftig regn vil ske udledning af urenset spildevand til Maglemoserenden. Dette betyder, at vandkvaliteten forbedres, så det igen bliver muligt for ørreder at leve i vandløbet.
I selve Maglemosen er vandløbets naturlige fald genskabt, og der er etableret gydebanker for ørrederne med grus i vandløbet.
I perioder med meget nedbør dannes kortvarigt oversvømmede arealer i mosen. Mosen bliver på denne måde mere fugtig fremover, og man kommer tættere til den naturmæssige tilstand, som fredningen af mosen skal beskytte.
Det finder du i nærheden
» Trørød Skov
» Kikhanerenden
» Vedbæk Havn
» Vedbæk Idrætsplads