Den gode inklusion bygger på, at alle forældre er vigtige samarbejdspartnere og ressourcer i arbejdet med inklusion.
Traditionelt har der været stort fokus på inklusionen af børn i vanskeligheder, mens børn, der indgår i de sociale og faglige fællesskaber med børn i vanskeligheder, har fyldt mindre i inklusionsindsatsen. Med inklusionsprojektet skifter fokus til nu at se på, at børn generelt skal føle sig inkluderet i de faglige og sociale fællesskaber, de indgår i.
Forældrene skal motiveres til at tage aktiv del i ansvaret for at skabe et godt fællesskab i de inkluderende faglige og sociale fællesskaber, som deres børn er en del af. At de fx taler med deres børn om, hvad det vil sige at være en del af et fællesskab, og at forældrene er i dialog med hinanden og personalet for at finde mulige løsninger på eventuelle udfordringer eller problemer i fællesskabet i fx klassen.
Det betyder at:
- kommunens og den enkelte institutions værdigrundlag er rammen for den løbende dialog med forældrene om, hvad det vil sige, at deres barn er del af et inkluderende fællesskab
- forældre- og skolebestyrelserne deltager aktivt i at understøtte inklusionen
- forældrene inddrages i at skabe børnefællesskaber for alle børn på grundlag af klare aftaler om trivsel og samværsregler
- forældrene inddrages i løbende dialog om at skabe positive relationer mellem alle i et inkluderende fællesskab for både børn og voksne
- forældrene inddrages i at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud, fra dagtilbud til skole og fra skole til fritidsliv og ungdomsuddannelse
- forældrene støttes i, hvordan de kan hjælpe og komme børn i vanskeligheder i møde
- forældre til børn i vanskeligheder inddrages hurtigt i et koordineret, tværfagligt samarbejde med henblik på at understøtte barnets/den unges fortsatte trivsel og læring.