Den 1. januar 2007 fik din kommune ansvaret for en stribe nye opgaver. Samtidig kunne mange borgere opleve, at den kommune, de er født, opvokset og måske blevet gift i, eller har boet i de sidste 30 år, fik nyt navn og nye grænser.
Danmarkskortet med hundredvis af små kommuner er blevet tegnet om. Den nye inddeling af kommuner, hvor 270 kommuner bliver til 98, er sket for at gøre livet nemmere for dig som borger.
Den 1. januar 2007 blev der nemlig ikke bare færre kommuner. Der blev også færre instanser involveret og dermed mindre bureaukrati. Uanset, hvad du har brug for hjælp til fra det offentlige, så kan du nu kontakte din kommune.
Alle kommunerne har styrket deres borgerservice ved at etablere lokale borgerservicecentre, hvor borgerne let kan komme i kontakt med det offentlige om alt fra spørgsmål om for eksempel skat til ansøgning om boligstøtte.
Ud over at antallet af kommuner blev mindre, fik kommunerne også tilført helt nye opgaver.
Amterne blev nedlagt, og der blev oprettet fem nye regioner, der først og fremmest skal drive landets sygehuse. Det betyder, at kommunerne nu har ansvaret for de fleste af de opgaver, amterne har haft. Det gælder for eksempel genoptræning efter hospitalsophold, ansvaret for at beskytte miljøet, hjælpen til sårbare børn og unge, den vidtgående specialundervisning og behandlingstilbud til alkohol- og stofmisbrugere.
Samtidig er der dog også meget, der fortsætter som tidligere – for eksempel alle daginstitutionerne, skolerne, bibliotekerne og plejeboligerne til de ældre, som stadig er kommunens ansvar.
Nye kommunale opgaver
Indsatsen for borgere, der på samme tid har flere forskellige problemer, er blevet samlet hos kommunen. Dermed er det lettere at lave sammenhængende løsninger, der tager højde for borgerens samlede situation. Og med reformen fik vi en mere decentral offentlig sektor, fordi mange flere opgaver løses af den myndighed, der er tættest på dig som borger. Vejen til det offentlige er blevet kortere og mere enkel.
Der, hvor du nok kan mærke mest til, at der er sket ændringer i din kommune, er i de tilbud, din kommune har inden for blandt andet sundhed, det sociale område, vidtgående specialundervisning, beskæftigelse og natur- og miljøbeskyttelse.
Kilde: KL