Hvert fjerde år er der valg til kommunalbestyrelsen. Selv har jeg jo været med i mange år og brænder stadig stærkt for at være med til at skabe rammerne og udvikle mulighederne i vores kommune.
Udfaldet af et kommunalvalg påvirker vores hverdag umiddelbart og direkte. For kommunalbestyrelsen arbejder med nære problematikker og prioriteringer, som har direkte betydning for dit, mit og andre rudersdal-borgeres liv og hverdag. Derfor har vi også brug for mennesker, der har lyst og vilje til at give deres bidrag til lokalsamfundet, f.eks. ved at stille op til et kommunalvalg.
Politik i hjertet?
Det er ikke nogen hemmelighed, at der ikke ligefrem er kø for at være aktiv i det lokalpolitiske arbejde. Det tager tid at være med i kommunalpolitik, og i dag er tid en mangelvare for mange. Men vil vi bo i en kommune med service af høj kvalitet, kræver det også en kommunalbestyrelse af høj kvalitet. Derfor har det stor betydning, at vi alle tænker over, hvad vi ønsker af Rudersdal Kommune, hvad vi vægter for at kunne fortsætte med en god og veldrevet kommune, og om vi selv kan yde et bidrag som medlem af kommunalbestyrelsen.
Du vil ikke blive forgyldt af at være lokalpolitiker, og du vil med garanti få mere ris end ros for dine beslutninger. Du skal have talt med din familie, for du kommer til at prioritere kommunalpolitikken ind i dit familie- og fritidsliv. Til gengæld kan du forhåbentlig få opfyldt en ambition om at være medbestemmende for, hvordan rammerne for dig selv og dine medborgere skal udformes.
Kommunalbestyrelsen har brug for både hjerne og hjerte, når de rigtige beslutninger skal træffes. Jo bredere deltagelse og jo større engagement, desto bedre for demokratiet og kvaliteten i Rudersdal Kommune.