Visionen for Rudersdal Kommune er klar og formuleret af den samlede kommunalbestyrelse i enighed:
Rudersdal Kommune skal være landets bedste bokommune.
Værdigrundlaget for kommunen er:
- At de smukke omgivelser bevares i et godt og rent miljø
- At der tilbydes gode og alsidige service- og kulturtilbud
- At borgerne sikres indflydelse via information, høringer, dialog og borgermøder
- At borgerne sikres valgfrihed
- At stabil økonomi sikres ved at skabe helhed og balance på kort og lang sigt
Visionen udfoldet
Visionen for Rudersdal Kommune er at være det bedste sted at bo. Og hvad betyder det så? I det følgende kan du læse mere om, hvad jeg som borgmester i Rudersdal lægger i visionen om at være det bedste sted at bo.
Helhed og sammenhæng
Med vores fantastiske variation af smukke landskaber og karakterfulde boligområder, den høje kvalitet i servicen og et attraktivt kultur- og fritidsliv skal Rudersdal Kommune være stedet, hvor familieliv, arbejdsliv og fritid går op i en højere enhed, og hvor borgerne trygt kan se frem til at blive ældre. Samtidig skal vi skabe de bedste betingelser for at øge livskvaliteten og skabe helhed og sammenhæng i indsatsen for de borgere, der har særlige behov – med udgangspunkt i det lokalmiljø, som de er en del af.
Smukke omgivelser i by og natur
Smukke omgivelser øger livskvaliteten. En mangfoldighed af skove, søer, moser og strande udgør sammen med det åbne land totredjedele af Rudersdal Kommunes areal. Naturen og de åbne landområder skal bevares uden byggeri og fortsat udvikles, så alle borgere har adgang til aktive naturoplevelser af høj kvalitet i lokalområdet. Det nuværende samspil mellem by og land skal fastholdes, så der - uanset hvor man befinder sig - aldrig er langt til de grønne områder, som omkranser og kiler sig ind mellem kommunens mange bysamfund.
Også byområderne skal i sig selv være smukke at bevæge sig rundt i. Vi skal bevare de karakterfulde boligområder med hver deres særlige kvaliteter og fortsat fremme forskønnelsen ved nybyggeri og renoveringer af bolig og erhverv – med respekt for historie, natur og kultur.
Kommunens bysamfund er forskellige i form, indhold og størrelse. Denne variation skal vi fastholde, og vi skal sikre, at alle bysamfundene fortsat har gode muligheder for at bevare deres særegne karakter og samtidig udvikle sig. Vi skal fremme en udvikling med en blanding af boliger, arbejdspladser, indkøbsmuligheder, dagtilbud, skole og fritidstilbud tilpasset de enkelte bysamfund.
Individuel service af høj kvalitet
Rudersdal Kommune skal også i fremtiden tilbyde borgerne en individuel, smidig og effektiv service af høj kvalitet – med bredde i tilbuddene og størst mulig valgfrihed for borgerne. Det kræver fremsynethed. Derfor skal vi løbende tilpasse os befolkningsudviklingen og arbejde for, at de rigtige servicetilbud er til stede, når borgerne har brug for dem.
Ambitionen er at udvikle en folkeskole i verdensklasse, hvor helhed, kvalitet og rummelighed er vigtige nøgleord. Vores dagtilbud skal være af høj kvalitet, der kan leve op til både vore egne, borgernes og lovgivningens mange krav og forventninger. Og vore pensionister skal sikres en tryg tilværelse på egne betingelser og med mulighed for at blive i eget hjem - og med valgmuligheder og individuel service, der tilrettelægges i dialog med borgeren.
Attraktiv arbejdsplads og effektiv organisation
Det skal være let at være borger i Rudersdal Kommune. Borgerne skal møde os som en hurtig og effektiv virksomhed. Derfor skal der også fuld fart på udviklingen af digital selvbetjening, som skal gøre det nemt og bekvemt for borgerne at klare deres ærinder med kommunen, når det passer ind i deres hverdag.
Engagerede, ansvarlige og kreative ledere og medarbejdere er forudsætningen for at levere individuel service af høj kvalitet. Derfor skal Rudersdal Kommune målrettet arbejde videre med kompetenceudvikling, kvalitet og fremsynet ledelse og skabe en attraktiv arbejdsplads, der fastholder og tiltrækker de rigtige medarbejdere.
Vi skal fremme en kultur med konstant fokus på kvalitetsudvikling, omkostningsbevidsthed, professionel ledelse og evaluering, hvor brugernes vurderinger udnyttes aktivt i udviklingen af de enkelte servicetilbud.
Kommunikation og borgerinddragelse
Kommunikationen mellem borger og kommune skal sikre, at borgerne får viden om, forståelse for og indflydelse på kommunens tilbud, aktiviteter og beslutninger.
Borgerne skal inddrages i såvel den fysiske planlægning som tilrettelæggelsen af de konkrete servicetilbud. Målrettet information tilpasset borgernes behov og situation spiller her en vigtig rolle, ligesom høringer, borgermøder, brugerbestyrelser, digitale fora og andre former for dialog er afgørende for at sikre borgerne indflydelse.
Borgerne skal også have indflydelse på kommunens tilbud ved valgfrihed, hvor det er praktisk og økonomisk muligt - både mellem forskellige ydelser fra kommunen og mellem ydelser produceret af kommunen og private leverandører.
Et aktivt fritidsliv og alsidige kulturtilbud
Et godt og inspirerende fritidsliv i lokalmiljøet spiller en vigtig rolle i aktive menneskers liv.
Vi skal være kendt som en kommune med et attraktivt kultur- og fritidsliv, og vi skal være medskabere af og katalysator for alsidige idræts-, fritids- og kulturtilbud for både børn, voksne, ældre og mennesker med handicap. Det skal fortsat ske gennem et velfungerende samspil mellem kommunens mange forskellige kultur- og fritidsinstitutioner og det frivillige foreningsarbejde.
Tilbuddene indenfor kultur, idræt og fritid bygger i høj grad på borgernes eget engagement og lyst til at indgå i forpligtende fællesskaber. Derfor er det en vigtig opgave for Rudersdal Kommune at opfange og understøtte borgernes egne idéer og ønsker på området via konkrete samarbejdsprojekter.
En sund og stabil økonomi
En effektiv styring af kommunens økonomi er en afgørende forudsætning for, at vi kan udvikle og fastholde den høje service i Rudersdal Kommune. Planlægning og løbende opfølgning sikrer, at der er balance mellem kommunens udgifter og indtægter - både på kort og på lang sigt. Kommunen skal desuden altid have en kassebeholdning af en størrelse, der sikrer stabilitet og økonomisk handlekraft.
Vi skal sikre, at vi altid får den rigtige vare til den rigtige pris. Det forudsætter løbende effektiviseringer, nytænkning og ansvarlighed i alle led. Borgerne skal have valuta for skattekronerne. Derfor har vi konstant fokus på, om der er den rette balance mellem pris og kvalitet – for det er borgernes penge, vi forvalter.