Forårssolen har nu for alvor fået magt og lokket os udendørs efter vinterens gråvejr, kulde og mørke.
Samtidig med forårets komme har vi her i Rudersdal taget et skridt imod at konsolidere og lægge nye arealer til de fredninger, der er fundamentet for kommunens grønne herligheder…
I februar og marts har to vigtige beslutninger om kommunens fremtid sat deres præg på kommunalbestyrelsens arbejde: Masterplanen for Forsvarskommandoens arealer i Vedbæk og Kommuneplanen. De har begge været genstand for flere dialogmøder med borgerne og står nu overfor deres endelige vedtagelse.
Nye fredede områder
I Kommuneplanen har vi blandt andet fastlagt og defineret kommunens grønne områder. Det er sket med den klare hensigt at sikre de eksisterende naturkvaliteter, sådan som det også er sket i tidligere planer. Masterplanen er derimod nyskabende, da den sætter nye rammer for anvendelsen af det område, som Forsvarskommandoen hidtil har disponeret over.
Et af de første skridt til at realisere masterplanen er fredning af en del af arealet, som Danmarks Naturfredningsforening har taget initiativ til i samarbejde med kommunen. Masterplanen fastholder de fine landskabelige værdier og indpasser byggemulighederne heri – og det er i høj grad med til at gøre det kommende byggeri attraktivt.
Med den nye fredning vil der blive skabt et sammenhængende grønt bælte af rekreative områder i Rudersdal, der strækker sig fra Øresundskysten via Maglemosen og Sandbjerg Østerskov over Birkerøds østlige sogn til de fredede områder ved Sjælsø i kommunens nordvestlige hjørne – og via Rude Skov og Søllerød Naturpark mod Vaserne og Furesø i sydvest.
Smid ikke affald i naturen
Det er imidlertid ikke alene et kommunalt anliggende at tage vare på vores fælles naturværdier. Skal de behandles ordentligt, må vi alle hjælpes ad, og det gør vi ved at vise ansvarlighed og omtanke, når vi færdes i naturen. Det betyder blandt andet, at man skal lade være med at smide sit affald i skovbunden, langs veje og andre steder, hvor det ikke hører til.
Vi har gode muligheder for at komme af med vores affald her i Rudersdal uden at efterlade det i naturen. Blandt andet har vi to store, moderne genbrugspladser, der er åbne syv dage om ugen, og der er affaldsspande og kuber til papir og glas over hele kommunen. Vi har også en ordning for indsamling af haveaffald, som alle kan bruge – og du kan kvit og frit få hentet dit storskrald ved din bolig hver anden måned.
Giv en hjælpende hånd
Men det er der desværre nogle mennesker, der ikke helt har fået fat i. Derfor afholder Danmarks Naturfredningsforening hvert forår en landsdækkende ”affaldsindsamlingsdag”, hvor frivillige samler efterladt affald op. Det sker i år søndag den 19. april, og her i Rudersdal er indsamlingen koncentreret omkring RudersdalRuten – da opgaven er uoverkommelig, hvis man skal nå hen over alle vores rekreative områder.
Vi bakker op omkring dette initiativ fra kommunen side, blandt andet ved at sørge for, at det indsamlede affald bliver kørt til genbrugspladserne og ved at gøre en særlig oprydningsindsats langs veje og stier i ugen op til indsamlingen.
Jeg kan kun opfordre til, at alle, der har tid og mulighed for det, melder sig til og giver en hjælpende hånd. Få et par timers frisk luft i det grønne og nyd forårsskoven, hvor anemonerne står i fuldt flor – samtidig med, at du gør en stor indsats for både miljøet, dyrelivet og dine medborgere!
Du kan læse mere på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside www.dn.dk, og i lokalpressen vil du kunne finde oplysninger om tider og mødesteder.
Det er en dejlig tid, vi er gået ind i, og så ligger påskeferien oven i købet ret forude med tid for de fleste til at glæde sig over udendørslivet - både hjemme i haven og i den natur, vi er fælles om.
Nyd det – og rigtig god påske!
Skriv din kommentar
Herunder har du mulighed for at give indlægget din kommentar med på vejen. Jeg læser alle indlæg med stor interesse. Konkrete spørgsmål, der kræver svar, skal fortsat sendes som e-mail.
Dette indlæg er også bragt i Frederiksborg Amts Avis lørdag den 4. april 2009.