Nyskabende skolebyggeri i Rudersdal Kommune

Første spadestik til Birkerød Skole tages af børne- og skoleudvalgsformanden og elevrådsformanden

En udskoling uden klasselokaler, et innovativt designområde og IT i alle fag bliver virkeligheden på Birkerød Skole

29. august 2012

Onsdag den 29. august 2012 bliver det første spadestik til en moderne og innovativ folkeskole taget. Det sker på Birkerød Skole, der skal stå færdig i 2013.

 

Birkerød Skole adskiller sig fra andet dansk skolebyggeri på flere afgørende områder bl.a. er klasselokalerne for de ældste elever afløst af fagområder til fx naturfag og sprog, kreativiteten udfordres i et designlokale på størrelse med to parcelhuse og IT skal bruges i alle fag over hele skolen.

 

Det er Rudersdal Kommune, der står bag skolebyggeriet, og ambitionerne for den nye skole er høje. Det siger formanden for børne- og skoleudvalget, Daniel E. Hansen (V):

 

”Jeg er både glad og stolt over at være med til at tage første spadestik til Birkerød Skole, for det markerer startskuddet til et godt og spændende skolebyggeri, der i høj grad lever op til den udvikling og forandring, som folkeskolen er i gang med. Byggeperioden vil betydeforandringer i hverdagen frem til sommeren 2013, men til gengæld kan vi se frem til et rigtigt godt resultat, som mange vil få stor glæde af i årene fremover”, fastslår han.

 

Elev: Første spadestik er stort
Første spadestik finder sted onsdag morgen kl. 8.30, og foruden børne- og skoleudvalgsformanden deltager blandt andre elevrådsformand Lasse Sørensen:

 

”Jeg glæder mig til en moderne skole med masser af IT, der altid virker, når man skal bruge det i undervisningen. Det er vigtigt, at netværket og udstyret fungerer, ellers kommer man nemt til at spilde en masse tid”, siger den 14-årige elev og tilføjer:

 

”Jeg er vildt glad for, at jeg skal være med til første spadestik, for jeg har ikke prøvet noget lignende før. Det er rigtigt stort”, siger Lasse Sørensen, der går i 8. klasse.

 

Forventninger om mere IT i undervisningen ser ud til at blive en realitet på Birkerød Skole, hvor IT og informationssøgning skal integreres i alle fag og årgange. Samtlige elever og lærere får adgang til computere, mobiler og IPads til informationssøgning over hele skolen, så digital læring kan understøtte undervisningsdifferentieringen.

Ny skole indvies i 2013
Byggeriet af Birkerød Skole, der har et budget på 46 mio. kr., strækker sig frem til august 2013. Byggeriet kommer til at foregå i tre etaper, hvor den tidligere Parkvejskolen bliver ombygget og udvidet.

 

Birkerød Skole er en fusion mellem Parkvejskolen og Kajerødskolen, og frem til sommerferien 2013 er der undervisning på de to gamle skoler, mens byggeriet skrider frem.

 

» Læs mere på www.birkeroedskole.dk og rudersdal.dk/birkeroedskole

AdresseKontakt
Stationsvej 36
3460 Birkerød
Tlf: 46 11 00 00
Fax: 46 11 12 11
Åbningstid: Mandag-onsdag kl. 10-15, torsdag kl. 10-17, fredag kl. 10-13

Udskrift fra www.rudersdal.dk - d. 23. maj 2013.

Ophavsretten tilhører Rudersdal Kommune.

Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.