Koncentrationen af PCB på Parkvejskolen er meget lille ifølge rådgivningsfirmaet Niras
17. januar 2012
Skoleelever på Parkvejskolen behøver ikke frygt stoffet PCB, når de færdes på skolen. Det viser en undersøgelse som Rudersdal Kommune har bestilt hos rådgivningsfirmaet Niras.
Resultatet hilses velkommen af formanden for byggeudvalget, der forbereder en ombygning af Parkvejskolen:
”Det er meget glædeligt, at det ikke er forbundet med en sundhedsmæssig risiko at opholde sig på Parkvejskolen. Konklusionen fra rådgivningsfirmaet er meget klar, og der er altså heller ikke noget behov for at rense skolen for PCB ved den kommende ombygning og udvidelse”, siger Henning Bach Christensen, der også er direktør i Rudersdal Kommune.
Parkvejskolen står til at blive bygget om og udvidet for 46. mio.kr. i forbindelse med en ny skolestruktur i Rudersdal Kommune, hvor Parkvejskolen og Kajerødskolen bliver lagt sammen til en ny skole.
» Ny skolestruktur i Rudersdal Kommune
» PCB på Parkvejskolen (notat)
Imidlertid udløste planerne om sammenlægning spørgsmål om PCB-niveauet på Parkvejskolen, og kommunen besluttede derfor at få undersøgt sagen.
Det er sket ved, at rådgivningsfirmaet har taget prøver af fugematerialet langs døre og vinduer samt målet PCB-indholdet i et typisk klasselokale. I ni ud af ti prøver er PCB-niveauet så lille, at det ikke kan måles, og i den tiende prøve er koncentrationen af stoffet så lille, at det svarer til ikke-farligt affald.
Fakta om PCB:
• PCB har været brugt i byggeriet i Danmark, men omfanget ukendt. Stoffet kan være til stede i bygninger, der er opført eller renoveret i perioden 1950 – 1977
• PCB er forbudt at anvende i dag. Forbuddet har været gældende for byggematerialer siden 1977, og i alle andre sammenhænge siden 1986
• PCB kan være helbredsskadelig, men formodes ikke at medføre akut sygdom.
Kilde: www.pcb-guiden.dk»
Læs mere om PCB