Vandskade på Byageren forsinker indflytning for 22 borgere

Billede: sprinkler2-red
En fejl i et sprinkleranlæg har givet vandskade i en af bygningerne på det nye plejecenter Byageren. Vandskaden betyder, at 22 ud af 72 borgere får forsinket deres indflytning. Heldigvis kan de næsten alle blive boende i deres nuværende bolig.
5. september 2012

”Det er sort uheld og rigtig ærgerligt, nu hvor Byageren var klar til at byde velkommen i de nye omgivelser til de nye beboere. På den anden side er det held i uheld, at det sker, før nogen er flyttet ind”, siger borgmester Erik Fabrin og fortsætter:

”Vi vil gøre, hvad vi kan, for at de ældre borgere, der nu ikke kan flytte ind i deres nye bolig på Byageren som planlagt, oplever så få gener som muligt. De fleste berørte borgere bor i dag på andre af kommunens plejecentre, og heldigvis har vi fundet en løsning, hvor næsten alle de berørte borgere kan blive boende, så de ikke skal flytte to gange. Samtidig har vi fået kabalen til at gå op, så vi

kan sikre, at personalet, der kender borgerne, fortsat kan tage sig af de berørte borgeres omsorg og pleje”, siger Erik Fabrin.

 

Det ser ud til, at der har været en defekt dyse i sprinkleranlægget, som har betydet, at anlægget i Byagerens blok B er gået i gang i løbet af natten til mandag. 24 lejligheder (nr. 201-224) fordelt på to etager er berørt af vandskaden, og den foreløbige byggetekniske vurdering er, at det vil tage 3-4 måneder at udbedre skaderne.

 

De borgere, der skal flytte ind i de andre huse på Byageren bliver ikke berørt af uheldet, men flytter ind som planlagt. Rudersdal Kommune vil onsdag være i personlig kontakt med alle de berørte borgere og deres pårørende, ligesom alle berørte borgere får et brev med information om, hvad der kommer til at ske. Også de borgere, der som planlagt skal flytte ind på Byageren, bliver orienteret direkte.

AdresseKontakt
Lilian Jørgensen
Chef for Ældreområdet
Tlf: 46 11 50 10

Udskrift fra www.rudersdal.dk - d. 20. maj 2013.

Ophavsretten tilhører Rudersdal Kommune.

Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.