Ung i Rudersdal gør klar til ny sæson

Billede: UiR
Udvikling og fornyelse er kodeordene, når Ung i Rudersdal præsenterer sæsonens fritidstilbud til Rudersdals unge fra 6. klasserne til 25 årige.
29. august 2012

Skolernes sommerferie er slut og et nyt skoleår skudt i gang. Det betyder, at Ung i Rudersdal åbner op for en ny sæson med en perlerække af helt nye, spændende, sjove og lærerige tilbud til kommunens unge.

 

Som noget helt nyt er det i denne sæson også muligt for elever i 4.-5. klasse at gå til fritidsundervisning i det toårige forsøgsprojekt ”Fri med Stil”. Der vil blive udbudt musikundervisning, madlavning, matematik og meget mere, og deltagelse sker mod en mindre betaling. Undervisningen vil foregå i de tre ungecentre i Nærum, Holte og Birkerød.

 

I den almindelige fritidsundervisning er der sket stor udvikling og masser fornyelse. Ung i Rudersdal, har lagt stor vægt på de nye faglige tilbud, og har hentet en række kompetente lærere ind til at undervise i alt fra supplerende skolefag, medieproduktion, musik og sprog – og meget meget mere. Og ikke mindst er alle holdende en spændende mulighed for at møde nye og gamle venner, der deler ens interesse.

 

For dem der vil udfordres endnu mere, er UngAkademi en god mulighed. UngAkademi tilbyder 10 forskellige hold til unge med særlige forudsætninger eller interesser – fra App-design til molekylær gastronomi. Det er desuden muligt at komme på camp i Sorø, hvor Mærks Mc-Kinney Møllers videncenter danner ramme om en weekend med undervisning i fx raketteknologi.
UngAkademi er et samarbejde mellem Ung i Rudersdal og ungdomsskoler på Frederiksberg, i Lyngby, Gentofte og Hørsholm kommune.

 

Det er også muligt at bruge Ung i Rudersdals mange andre muligheder, eksempelvis i de tre ungecentre i Nærum, Birkerød og Holte, der summer af aktiviteter, fællesskab og sjov.

Alle tre ungecentre vil have åbent mandag til torsdag 13-21, og det vil være muligt at få hjælp til lektierne i lektiecafeerne på ungecentrene. Hertil kommer klubtilbuddene på skolerne i Trørød, Skovly og Vedbæk.

 

Igennem flere år har Rudersdals unge kunne gå til fester arrangeret af Ung i Rudersdal. Fra i år er unge selv med til at lave festerne, og er man en del af ”Eventmagerne”, får man både undervisning i at lave aktiviteter og events, og er med til at lave de bedste fester for venner og bekendte fra hele Rudersdal.

 

I forbindelse med den nye sæson er Ung i Rudersdal rundt i alle 4.-10. klasser på kommunens skoler. På skolebesøgene vil der blive fortalt om, hvad Ung i Rudersdal tilbyder og det nye ungemagasin vil blive delt ud. I magasinet fortæller en række inspirerende unge fra kommunen om det, de brænder for. For eksempel kan man læse om Katja, der går efter at vinde OL i 2016 som sejler.

Ung i Rudersdal glæder sig til at åbne dørene for endnu en sæson i Rudersdals største fællesskab for unge, der ønsker en aktiv fritid med mening og spændende oplevelser.

 

Fakta

Tilmelding til fritidsundervisning for 6. klasse og frem er åben.
Tilmelding til 4.-5. klasses holdene starter onsdag d. 29/8 kl. 18.
Man tilmelder sig på Ung i Rudersdals hjemmeside. Ungecentrene er åbne og klar til at tage imod kommunens unge.

For mere information om hold, tidspunkter, tilmelding osv. besøg: www.ungirudersdal.dk.

Besøg også www.facebook.dk/ungirudersdal, der er det digitale mødested for Rudersdals unge.



AdresseKontakt
Sekretariatet, Kulturcenter Mariehøj

Øverødvej 246 B

2840 Holte

Tlf: 46 11 59 00
Fax: 46 11 59 09
EAN: 5798008412288
Telefontid: Mandag-fredag 9-15

Udskrift fra www.rudersdal.dk - d. 22. maj 2013.

Ophavsretten tilhører Rudersdal Kommune.

Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.