KulturGalaksen holder kamæleonkoncert for hele familien søndag den 22. januar kl. 14-15 i Reprisen, Øverødvej 12, 2840 Holte.
13. januar 2012
Med fuld musik fører Klezmerduo børn og voksne ind i et univers af skæve rytmer, gjaldende bjergråb, stille ballader og hidsige dansemelodier. Udgangspunktet er dels musikken fra balkanområdet, der repræsenterer en rig og meget varieret musiktradition meget forskellig fra vor egen og duoens, Ann-Mai-Britt Fjord og Henrik Bredholts, eget liv som rejsende musikanter.
Musikken er akustisk og krydres med små fortællinger fra rejser og musikalske møder med andre kulturer. Børnene kommer til at deltage aktivt undervejs i koncerten med klap og sang – og vi slutter af med en kredsdans.
Klezmerduo består af Ann-Mai-Britt Fjord – harmonika, davul og sang - og Henrik Bredholt – sopransaxofon, zimbalom (hakkebræt), zurla (skalmeje), jødeharpe og sang. Duoen var blandt de første, der introducerede den stemningsfulde jødiske klezmermusik herhjemme for mere end 20 år siden. I dag giver de langt over 100 koncerter om året i mange forskellige sammenhænge: kirker, skoler, konferencer, kongresser, musikforeninger, højskoler, spillesteder, festivaler – og til private fester.
Begge musikere har baggrund i teatret og er kendte for at skabe
intense koncertoplevelser med både nerve og humor.
Musikken er eksotisk - men genkendelig. Iørefaldende melodier veksler Klezmerduo taler til hjertet, med musik, der rummer længsel og smerte, men som samtidig insisterer på håb, glæde, feste og vilje til livet.
Kamæleonpris:
30 kr. pr. person for koncert, kaffe / kakao og popcorn, Kamæleonbillet kan købes på Reprisens hjemmeside www.reprisen.dk
eller ved koncerten den 22. januar.
Læs mere om flere familiearrangementer på www.kulturgalaksen.dk og om Klezmerduo på www.klezmerduo.dk