MantziusScenens succeskoncept ’BuffetKoncert’ slutter forårssæsonen af med John Mogensen show søndag den 1. april – men konceptet vender stærkt tilbage til efteråret.
27. marts 2012
”BuffetKoncerterne har været en stor succes – og har hver gang været tæt på at være udsolgte. Det har givet os mod på at planlægge en håndfuld BuffetKoncerter igen til efteråret. Men først og fremmest slutter vi af med John Mogensen Show – og det bliver en fest” fortæller Asger Ahn, kunstnerisk leder på Mantziusgården.
”John Mogensen Showband er nok i virkeligheden det tætteste man kommer på den ægte vare. Bandet har sat sig for at genskabe den magi, der omsluttede den folkekære rebel John Mogensen. Med en autentisk, rå, ærlig, kærlig og nærværende jargon leverer bandet en musikalsk fest i øjenhøjde med publikum. Buffeten byder på John Mogensens egen favorit: Flæskesteg ’med det hele’ – og pærer med chokoladesauce til dessert – mere dansk bliver det næppe” slutter Asger Ahn.
Om John Mogensen Showband:
Jesper Søgaard og det 4 mand store professionelle band har skabt en platform, hvor man råt for usødet kan opleve sange af John Mogensen.
Jesper Søgaard startede sin karriere præcis ligesom John Mogensen - nemlig i Københavns Drenge Kor. Sidenhen blev det teatrene Merkur, Amager Scenen, Folketeatret og Røde Kro Teater, der gav Jesper den nødvendige erfaring. På Røde Kro optrådte Jesper i 170 forestillinger med rollen som John Mogensen i ”Så længe mit hjerte slår”.
Senere turnerede han Danmark tyndt med samme forestilling - sammen med sit eget turnéteater ”Smilets turne”
Jesper er en ægte show-mand og har i mange år lavet både show og revyer. Han har i de sidste 4 år bl.a. været fast inventar i Gilleleje-Revyen. – og som Jesper siger ”man kan ikke lave dette her, hvis man ikke har total kærlighed til Johns sange”
”Efterårets BuffetKoncerter bliver med Jes Holtsø (kendt som sønnen Børge i ’Huset på Christianshavn’), jazzpianisten Carsten Dahl, Porgy & Bess temakoncert med bigband – og flere overraskelser, som der lige i øjeblikket skrives kontrakt med” slutter Asger Ahn
Billetter på Billetnet.dk eller på Mantziusgården.dk – eller på vores nye billettelefon tlf. 46 11 56 40