Folketinget vedtog i juni ændringer af den økonomiske udligning mellem kommunerne. Regningen til Rudersdal Kommune blev på ekstra 50 mio. kr. om året, så kommunens udgifter til udligning øges med omkring 180 mio. kr. i 2013 - 2016.
8. august 2012
Dette er hovedårsagen til, at der i budgetforslaget mangler 186 mio. kr. i kassebeholdningen ved udgangen af 2016. I forbindelse med behandlingen af budgettet for 2013 skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, hvordan merudgifterne til udligningen skal finansieres. Det kan ikke udelukkes, at det bliver nødvendigt at hæve skatten.
Udligningsreformen omfordeler ca. 400 mio. kr. om året fra større byer til landområder fra 2013. Heraf skal Rudersdal Kommune betale omkring 50 mio. kr. årligt. Det er årsagen til, at der over de fire budgetår mangler 186 mio. kr., for at kommunalbestyrelses målsætning om en kassebeholdning på 100 mio. kr. er opfyldt.
- Rudersdal Kommunes indbyggertal udgør under 1 procent af befolkningen, men kommunen pålægges at betale over 12 procent af den øgede omfordeling. Det er helt skævt. Merudgiften kommer oven i det kæmpe bidrag kommunen i forvejen betaler til udligningen. Udligningsreformens belastning af kommunens økonomi er så stor, at der må drøftes forslag til forbedringer af kassebeholdningen på Økonomiudvalgets møde den 22. august, siger borgmester Erik Fabrin.
Der er umiddelbart tre muligheder for budgetforbedringer:
• Lavere serviceudgifter
• Reduktion af anlægsudgifterne
• Skatteforhøjelser
- Serviceudgifterne i budgettet ligger inden for den beregnede ramme. Kommunen har i de senere år gennemført betydelige tilpasninger af serviceudgifterne for at overholde regeringens udgiftsloft. Det vil ikke være hensigtsmæssigt at gennemføre yderligere reduktioner i serviceudgifterne, som bringer kommunernes udgifter væsentligt under rammen og dermed påvirker det fremtidige serviceniveau i negativ retning, udtaler Erik Fabrin.
De budgetterede anlægsudgifter udgør 600 mio. kr. i 2013 - 2016. Det svarer til 150 mio. kr. om året i gennemsnit. I økonomiaftalen mellem regeringen og KL er der et loft over anlægsudgifterne på 15,5 mia. kr. i 2013.
- Målt i forhold til indbyggertallet ligger Rudersdal Kommunes anlægsudgifter i 2013 - 2016 på niveau med det loft, der er aftalt for anlægsudgifterne i 2013. Der er altså ikke tale om, at kommunen budgetterer med særligt høje anlægsudgifter. En betydelig del af udgifterne vedrører igangværende nybyggeri og ombygninger. Desuden indgår der en række højt prioriterede anlægsprojekter som f.eks. opførelse af nye, tidssvarende boliger på psykiatri- og handicapområdet, fortsætter Erik Fabrin.
Regeringen har givet mulighed for, at kommuner, der taber på udligningsordningen, kan sætte skatten op inden for en ramme på 250 mio. kr. Det er dog en forudsætning, at andre kommuner nedsætter skatten tilsvarende. De skattenedsættelser, som Rudersdal Kommune tidligere har gennemført, giver desuden mulighed for en vis skatteforhøjelse.
- Udligningsreformens konsekvenser for kommunens økonomi er så store, at det kan blive nødvendigt at hæve skatten. Derfor må de forskellige muligheder for skatteforhøjelser undersøges nærmere i forbindelse med behandlingen af budgetforslaget, siger Erik Fabrin.
Der er borgermøde om budgetforslaget i Rådssalen på rådhuset i Holte onsdag den 29. august 2012 kl. 19.
- Kommunalbestyrelsen skal træffe nogle vigtige principielle beslutninger i forbindelse med budgettet for 2013. Jeg håber derfor, at mange borgere vil benytte lejligheden til at deltage i borgermødet om budgetforslaget, slutter Erik Fabrin.
Fakta:
Budgetforslaget viser, at kommunes samlede skatteindtægter udgør 3,8 mia. kr. i 2013. Drifts- og anlægsudgifter beløber sig til 3,1 mia. kr. Desuden betaler kommunen over 1 mia. kr. i bidrag til andre kommuner via udligningsordningerne i 2013.
» Se budgetforslaget..
Fra uge 35 vil en pjece om budgetforslaget være tilgængelig samme sted. Pjecen vil også kunne hentes på bibliotekerne og i Borgerservice.
Budgettet for 2013 vedtages på kommunalbestyrelsens møde den 10. oktober 2012.