For første gang i Danmark kan borgerne kommunikere sikkert, nemt og digitalt med deres kommune i det populære og intuitive iPhone-univers.
19. december 2011
Rudersdal Kommunes nye personaliserede app ’Mobilruden’ er netop frigivet i Apples App Store.
Rudersdal er den første offentlige myndighed, der er lykkedes med at skabe en sikker login-løsning, hvor borgerne kan kommunikere lige så sikkert på mobilen som på computeren.
”Bankerne har stor succes med de mobile netbanker, og der er de sidste par år sket en eksplosion i antallet af danskere, der går på nettet via deres telefon. Samtidig giver det intuitive og velkendte app-univers nogle helt nye muligheder for at videreudvikle den digitale borgerdialog på en brugervenlig måde. Så selvfølgelig skal vi også som offentlig virksomhed kunne tilbyde borgerne en lækker løsning til smartphones”, fortæller Jette Bondo, der er chef for Borgerservice og Digitalisering i Rudersdal Kommune.
Borgerne skal ikke vente længere
Men vejen mod en sikker iPhone-app har ikke været uden udfordringer. For selvom bankerne benytter den fællesoffentlige løsning NemID til login på mobilbanken, er der ikke fra DanID’s side udviklet en fælles NemID-løsning til mobilplatformen.
”Vi var klar til at præsentere indholdet fra Min Rude i app-form, og vi havde håbet på, at vi kunne trække på en fælles mobil-løsning til NemID-login på nuværende tidspunkt. Men DanID er ikke klar, og det er ikke muligt at bruge bankernes løsning. Vi synes imidlertid ikke, at borgerne skal vente længere, når potentialet er så stort. Derfor har vi udviklet vores egen sikre login-løsning”, siger Jette Bondo.
Løfter sikkerhed og brugervenlighed
Rudersdal Kommune vandt i 2010 Digitaliseringsprisen for den browser-baserede udgave af MobilRuden, hvor Rudersdal-borgerne som de første i landet fik adgang til personaliseret information og kommunikation via mobilen. Denne løsning har mange borgere allerede taget til sig.
Med app’en til iPhone løfter Rudersdal Kommune både sikkerheden, brugervenligheden og funktionaliteten i MobilRuden. Dermed opstår der helt nye muligheder i den digitale kommunikation med borgerne. Bl.a. bliver der nu let adgang fra mobilen til borgerens sikre digitale postkasse i Min Rude, hvor mere og mere af kommunikationen vil flytte over i den kommende periode.
”Jeg kan garantere, at vi ikke hviler på laurbærrene. Vi er allerede i gang med at udvikle de næste funktioner i app’en, ligesom vi nu tager fat på at udvikle en tilsvarende app til Android-systemet samt at forbedre den browserbaserede udgave af MobilRuden”, siger Jette Bondo.
Sådan kommer du i gang med den nye app på din iPhone
- Log på Min Rude med NemID og åbn for adgangen til mobile enheder i boksen MobilRuden.
- Opret dit personlige brugernavn og kodeord.
- Hent app’en MobilRuden i App Store.
- Åbn app’en på din iPhone og indtast brugernavn og kodeord.
- Aflæs aktiveringskoden i Min Rude og indtast den i MobilRuden.
- MobilRuden er nu låst til din konkrete iPhone ,og du kan fremover logge ind med brugernavn og kode.
Hvad kan man i den nye app?
I MobilRuden til iPhone kan man fx:
- Læse sin sikre post fra offentlige myndigheder
- Se sine aftaler i NemKalender, fx fra skolen, daginstitutionen, tandplejen mv. samt aflevering af bibliotekslån
- Kommunikere med daginstitutionen, herunder se fotos, opslag, dagbøger, dagens menu mv. samt se kontaktadresser på kammmerater i daginstitutionen, så det fx er let at lave legeaftaler
- Kommunikere med skolen via ForældreIntra
- Se lån og afleveringsfrister på bibliotekslån
Derudover kan medarbejderne via app’en melde kørsel og ferie samt se status på samme.