Kom til lancering af SkodsborgRutens nye app – et arrangement krydret med gode historier om området, udendørs zumba, refleksion og forfriskninger på SkodsborgRuten torsdag den 31. maj kl. 17.
24. maj 2012
Vær med til relancering af den 6,6 km smukke SkodsborgRute - en temarute i RudersdalRutens Univers. I samarbejde med Skodsborg Kurhotel & Spa, Playingmondo samt Naturstyrelsen inviterer Rudersdal Kommune til præsentation af en nyudviklet app samt fremvisning af SkodsborgRuten, som har fået ny profil i det der nu er skiltet på hele ruten. Samtidig er tunnelen under Kystbanen på Kongestien også blevet renoveret.
Formanden for Kultur-og Fritidsudvalget, Jens Bruhn, ser frem til dagen: ”Det glæder os meget, at vi nu kan vise SkodsborgRuten frem i en endnu flottere version”. Jens Bruhn fortsætter: ”Med de nye tiltag håber vi, at endnu flere får glæde af ruten, som er en af de mange spændende temaruter i RudersdalRutens Univers, som er et helt unikt tilbud til både borgere i Rudersdal Kommune og vores mange gæster”.
Til arrangementet vil tidligere museumsinspektør Niels Peter Stilling indlede med beretninger om området hvorefter Playingmondo vil præsentere den nye SkodsborgRute app. Efterfølgende er der fælles spadseretur på ruten krydret med udendørs zumba og forfriskninger ved Stampen, som Skodsborg Kurhotel & Spa byder på.
Historien er med i hånden
Det er altid muligt at opleve SkodsborgRutens natur på egen hånd, men med den SkodsborgRutens app er det også muligt at få en ekstra dimension på turen. På ni udvalgte steder på SkodsborgRuten kan man få beretninger om områdets historie og smukke omgivelser eller opfordringer til afslapning og refleksion.
Med den nye app kan man høre beretninger om Raadvads historie, bl.a. Knivfabrikken og historien om Caroline Mathilde broen samt blive inspireret til at nyde udsigten. SkodsborgRutens app kan desuden fungere som navigation på ruten via GPS.
Ruten kan også nydes uden app ved blot at følge skiltene i den smukke og varierede natur.
SkodsborgRuten er en temarute til RudersdalRuten, der fokuserer på kombinationen af motion, naturoplevelse og refleksion. Her kan man stresse af, lade op og tage en pause fra en travl hverdag i løb, ved stavgang eller blot som en rask gåtur for at nyde naturen.
Relancering af SkodsborgRuten
Torsdag den 31. maj inviteres alle interesserede til en tur i skoven med eller uden smartphone. Programmet er som følger:
Programmet
Kl. 17.00: Velkomst ved Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jens Bruhn og Direktør Nils Rechter ved oplysningstavlen bag Skodsborg Kurhotel & Spa.
Kl. 17.10: Niels Peter Stilling fortæller om områdets historie.
Kl. 17.25: Playingmondo præsenterer SkodsborgRutens app.
Kl. 17.35: Spadseretur på SkodsborgRuten.
Kl. ca. 18.00: Udendørs Zumba i Dyrehaven ved Stampen.
kl. ca. 18.00: Forfriskninger serveret af Skodsborg Kurhotel & Spa ved Stampen.
Kl. ca. 19.00 Retur ved Skodsborg.
Mere information
Yderligere informationer omkring SkodsborgRuten finder man på www.rudersdal.dk/skodsborgruten.
Yderligere informationer omkring RudersdalRutens Univers finder man på www.rudersdalruten.dk.
Se også mere om RudersdalRutens Univers på RudersdalRutens facebook-side.
Fakta om SkodsborgRuten
SkodsborgRuten er ca. 6,6 km og går gennem den smukke og afvekslende natur i Jægerborg Hegn og den nordlige del af Dyrehaven. Der er opsat oplysningstavler om ruten ved tunnelen på Kongestien bag Skodsborg Kurhotel & Spa samt ved Stampen i Rådvad. Ruten er markeret med skilte.
SkodsborgRuten er en teknologisk motions- og refleksionsrute. Med SkodsborgRutens app på en mobiltelefon vil den fungere som vejviser. Desuden er der ved ni udvalgte steder langs ruten indtalt beretninger om naturen og området, som modtages på mobiltelefonen med app.