Vil du gerne bevæge dig sammen med andre ude i naturen? Hvis ja, så er Grøn puls 60+ noget for dig!
21. april 2012
I maj måned præsenterer Rudersdals lokale Hjerteforening, Ældreområdet samt RudersdalRutens Univers et motionstilbud, hvor alle interesserede kan være med - dog primært, hvis du er 60+.
Henriette Tybjerg fra Bakkehuset vil sammen med 4 frivillige hjælpere stå for udendørs træning på alle niveauer. Træningen har udgangspunkt fra Sundhedspladsen i Holte og vil foregå hver mandag fra kl. 9.00-10.30 i maj og juni samt med opstart igen til august. Der vil være gå-, lunte- og løbegrupper – så alle kan være med uanset form og ambitionsniveau. Der er træning i en time og efterfølgende fælles hygge med te og kaffe.
Henriette Tybjerg, som er uddannet afspændingspædagog samt er medforfatter til bogen "Motion i naturen", siger om initiativet:
”Mange mangler et tilbud, hvor natur, træning og socialt samvær kan forenes, på deres niveau”, og fortsætter: ”Vi håber med dette tilbud at kunne give et motionstilbud, der får alle op af sofaen og ud i den dejlige Rudersdal’ske natur.”
Der er introduktion til motionsholdet mandag d. 30/4 kl. 14-16 i Reprise Teatret samt efterfølgende på Sundhedspladsen i Holte.
Hjerteforeningen inspirerer.
Som optakt til motionsforløbet med Henriette Tybjerg vil Hjerteforeningens fysioterapeut Martin Walsøe fortælle om, hvordan man kommer godt og sikkert i gang med at dyrke motion.
Efter foredraget med Martin Walsøe er der, udover introduktion til motionstilbuddet, også adgang til Hjertebilen, hvor man kan få målt blodtryk samt få en snak med Hjerteforeningen.
Grøn Puls i Pavillonen
Arrangement Grøn puls 60+ mandag den 30. april kl. 14-16 er det første af i alt 4 arrangementer på aktivitetspladserne på og langs RudersdalRuten.
Tilmelding
Der er tilmelding til arrangementet den 30. april. Skriv til eller ring til Bakkehuset på tlf. 45 89 29 60. Der er begrænsede pladser til arrangementet – så skynd dig at melde dig til.
Få mere at vide
Se mere om træningspavillonerne og 'Grøn Puls i Pavillonen'-arrangementerne på Rudersdal Kommunes hjemmeside på www.rudersdal.dk/groenpuls.
Man kan også læse mere om arrangementet på RudersdalRutens facebook-side.
FAKTA
Træningspavillonerne
Undervejs på og i umiddelbar nærhed af RudersdalRuten ligger de tre aktivitetspladser med træningspavilloner.
Aktivitetspladserne ligger her:
- Cathrinelystparken i Birkerød
- Vedbæk Strandpark på Nordstranden
- Vangeboskolen i Søllerød - tilgængelig for alle
Sundhedspladsen
I Holte langs RudersdalRuten ligger Sundhedspladsen, hvor der også er mulighed for at træne udendørs med redskaber.
Sundhedspladsen er placeret på Søengen, 2840 Holte.
Træningspavillonerne samt sundhedspladsen er gratis træning i smukke omgivelser, tilgængeligt 24 timer i døgnet - for alle.