Børn og forældre i Rudersdal kan se frem til bedre indretning, større fleksibilitet og mere plads, når et nyt moderne børnehus i Lyngborghave efter planen står færdigt i efteråret 2013.
29. marts 2012
Byggeriet af et nyt børnehus på Lyngborghave-grunden i Birkerød har nu været i udbud, og kommunalbestyrelsen har den 28. marts godkendt, at byggeriet sættes i gang.
Fællesrum og fleksibilitet
Børne- og Skoleudvalgets formand, Daniel E. Hansen (V), er glad for beslutningen:
"Det er mange år siden, der sidst er opført et helt nyt børnehus i vores kommune, og derfor glæder jeg mig meget over, at kommunalbestyrelsen nu har givet endeligt grønt lys til projektet. Det nye børnehus, vi får bygget i Lyngborghave, bliver på alle områder indrettet til at give børn og personale optimale rammer for en god hverdag. Fx bliver huset udstyret med fællesrum, som kan indrettes alt efter, hvad personalet har besluttet, der skal arbejdes med - det kunne fx være et fortælleværksted eller et læse- og fordybelsesrum. Det giver en helt anden fleksibilitet og nogle meget spændende muligheder for det pædagogiske arbejde."
Også forbedringer i de øvrige daginstitutioner
"Jeg er meget glad for, at vi snart kan tilbyde Rudersdals børnefamilier et splinternyt og moderne børnehus, samtidig med at vi løbende forbedrer vores øvrige børnehuse. Fx har vi netop renoveret Pilegården på Bregnerødvej, Fredsholm i Bistrup og Karethen i Holte," siger Daniel E. Hansen og fortsætter:
"Det er alt sammen en del af den Masterplan, vi har vedtaget for udvikling af dagtilbudsområdet, og som jeg mener, vil sikre, at vi i Rudersdal Kommune kan blive ved med at have dagtilbud for vores mindste børn af den høje kvalitet, vi har i dag."
Det nye børnehus i Lyngborghave er en del af første etape af den 10-årige Masterplan for udviklingen af daginstitutionernes fysiske rammer.
Skovstjernen udbygges
På kommunalbestyrelsesmødet blev det også besluttet, at påbegynde den udbygning af den selvejende institution Skovstjernen ved Hørsholm, som er en del Masterplanen.
Der vil blive bygget et ekstra grupperum, et nyt værksted og nye faciliteter til personalet. Det vil give plads til 24 ekstra børnehavebørn og samtidig vil børnehuset få langt bedre mulighed for fleksibilitet i det pædagogiske arbejde end det er tilfældet i dag.
Udbygningen af Skovstjernen forventes at være færdig i sommeren 2012.
Også Nærum Menighedsbørnehave vil efter planen blive udbygget i denne periode.