Nye værdier for frivillighed tager form

Billede: Foreningspolitik workshop den 22 05 2012 1
Rudersdalere i alle aldre var mødt frem til borgermødet om frivillighed i Rudersdal, der skulle tage pejling på værdierne i en kommende politik for den frivillige indsats i kommunen. Debatten fortsætter - og du kan stadig nå at være med!
9. juni 2012

Er det virkelig sandt, at man er lykkeligere, hvis man er frivillig? Er det udelukkende kvinder der er frivillige? Gider unge overhovedet hjælpe andre? Er det kun ældre, der har tid til frivilligt arbejde?


Det er blot nogle af de holdninger, der var til debat i forbindelse med Rudersdal Kommunes workshop om den kommende politik for frivillighed. Flere end 50 frivillige rudersdalborgere tilbragte mere end 3 timer på Nærum Gymnasium med at lægge grundstenene til den nye foreningspolitik.


-"Det var dejligt at se, at så mange borgere ville være med til at udstikke en retning for den nye politik, sagde formanden for Folkeoplysningsudvalget, Thomas Lesly Rasmussen, efter mødet. Jeg er sikker på, at vi har fået skudt processen i gang på en rigtig god måde, og jeg ser frem til, at de mange frivillige i Rudersdal fortsat vil bidrage til den nye politik".

Mødt med levende musik

Deltagerne blev mødt med levende musik, så var stemningen var lagt til nogle spændende og intensive timer med fokus på frivillighed.

 

Med afsæt i en stribe korte og spændende oplæg om frivillighed fra det virkelige liv på såvel lokalt, nationalt som internationalt plan, kastede deltagerne sig ud i at drøfte frivillighed med afsæt i den kulturpolitiske vision og de kulturpolitiske værdier - mangfoldighed, kvalitet, kompetencer, mod og synlighed, dialog og samarbejde, sundhed, trivsel og livskvalitet, tradition og fornyelse.

 

Engagementet og talelysten var stor, og der blev drøftet frivillighed i mange aspekter ved borderne. 

Frivillighed er for alle i alle aldre

En af de yngste deltagere var 13 årige Emil fra Nærum, som fortalte, at det for ham er vigtigt, at fremtidens politik om frivillighed bliver udformet af de som skal bruge den på sigt, nemlig de unge. Emil havde sammen med  flere teenagere valgt at deltage for at sætte deres fingeraftryk på den fremtidige politik om frivillighed i Rudersdal.

Også nye frivillige var på banen

"Jeg vil gerne vide noget mere om frivilligt arbejde, fortalte Bo Kjems fra Birkerød, da han ankom til mødet. "Jeg har netop afleveret min opsigelse på min arbejdsplads for at gå på pension fra den 1. september 2012 og vil derfor gerne vide noget mere om frivilligt arbejde, og hvordan jeg kan blive frivillig."

Hvad sker der så nu?

Det er borgerne og deres meninger om frivillighed i Rudersdal, der er i fokus, og alle ideer og input fra workshoppen kommer med i hvidbogen for den fremtidige politik om frivillighed.

 

Frem mod sommerferien vil de mange bidrag blive bearbejdet og efter sommerferien vil en fokusgruppe bestående af frivillige i Rudersdal blive præsenteret for et udkast til den fremtidige politik, inden forslaget skal politisk behandles og godkendes.

 

Formanden for Folkeoplysningsudvalget Thomas Lesly Rasmussen siger afslutningsvis: "Det var en god og spændende dag på Nærum Gymnasium, og jeg ser frem til, at vi politisk skal møde de mange vinkler og synspunkter, som er kommet på bordet den 22. maj.'"

 

www.rudersdal.dk/frivillighed kan du læse mere om arbejdet med 'Foreningspolitikken' og fortsat deltage i debatten.

AdresseKontakt

Kulturcenter Mariehøj

Øverødvej 246 B
1. sal (rød indgang)
2840 Holte

Tlf: 46 11 56 00
Fax: 46 11 56 01
EAN: 5798008449918
Åbningstid: Mandag-onsdag kl. 10-15, torsdag kl. 10-17, fredag kl. 10-13

Udskrift fra www.rudersdal.dk - d. 22. maj 2013.

Ophavsretten tilhører Rudersdal Kommune.

Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.