Frivilligcenter & Selvhjælp Rudersdal starter selvhjælpsgruppe for borgere, der har været igennem en skilsmisse.
20. januar 2012
At blive skilt medfører ofte bekymringer om bolig, børn, økonomi mv. Og med det følger også mange uafklarede tanker og følelser. Ved du ikke, hvor du skal gå hen med dine tanker, vrede, sorg og frustration kan deltagelse i en selvhjælpsgruppe måske være noget for dig.
Frivilligcenter & Selvhjælp Rudersdal opretter en selvhjælpsgruppe for skilsmisseramte, hvor man kan møde andre i samme situation. ”Jeg fik sat en masse ting på plads og følte mig mindre som et ”isoleret tilfælde” via mit møde med andre ligestillede” fortalte en deltager fra en tidligere gruppe.
Deltagelse i gruppen er gratis og man har mulighed for at være anonym.
Inden gruppen mødes første gang tilbydes deltagerne en forsamtale med den frivillige tovholder på gruppen. Hvis du er interesseret, kan du kontakte Frivilligcentret på telefon 45 89 00 56 eller på mail selvhjaelp@frivilligcentret.dk