Torsdag den 23. februar byder Mantziusgården velkommen til en af dansk musiks helt store kometer: Lukas Graham.
10. februar 2012
Lukas Graham er 23 år, halvt irer og halvt dansk og bor stadig hjemme hos sine forældre på Christiania. Han optrådte allerede som barn i ’Krumme’-filmene som den lille charmerende ’Grunk’.
Asger Ahn, Kunstnerisk leder af Mantziusgården: ” Lukas er ikke blevet mindre charmerende med årene og det er lidt af et scoop, at det er lykkedes os at få ham til at optræde her på Mantziusgården. Han har en stemme, som man ikke hører hver dag i det danske. Med singlen ’Ordinary Things’ som P3’s uundgåelige i oktober satte Lukas Graham og hans band en musikalsk dagsorden, som jeg må sige, at det bliver svært at komme uden om i fremtiden. Han er udvalgt til at spille til den prestigefyldte prisuddeling 'P3Guld' – og det er lidt af en bedrift når man blot er 23 år og helt ny på den danske musikscene.”
”Lukas har en soulfyldt og fængende lyd som kombinerer de gamle værdier og traditioner indenfor amerikansk soul, med en egen energi og sound, som begejstrer publikum i en meget bred aldersgruppe.”
Alle venter spændt på hans debutalbum, som er lige på trapperne men allerede nu er Lukas og bandet i gang med en større danmarkstourné. Vejen går forbi Mantziusscenen den 23. februar. Det er nok en god idé at sikre sig en billet – for rygtet er løbet stærkt – ligesom billetsalget” slutter Asger Ahn.
Billetter på BilletNet eller på Mantziusgården tlf. 45 82 22 20
Yderligere oplysninger: Asger Ahn 72 68 56 41