Torsdag den 27. september kl. 19.30 opfører Baggårdsteatret ’Taasinge’ - en rå, voldsom og erotisk udgave af historien om Elvira Madigan og Sixten Sparre.
24. september 2012
Historien er velkendt: Hun er feteret cirkusprinsesse og familiens guldæg. Han er adelig, officer, ægtemand og far. De har alt at tabe og intet at vinde! Men kærligheden forfører og besætter dem, og der er ikke nogen vej tilbage - de stikker af og løber til de ikke kan komme længere. Rejse slutter tragisk i en skov på Tåsinge, syd for Svendborg.
Birgitte Eibye, formand for Rudersdal Teater fortæller: ’Elvira og Sixten er jo Skandinaviens svar på Romeo og Julie. En skæbnefortælling, som ikke mindst er dragende fordi den er sand! Taasinge er den ucensurerede historie om hvordan besættelse kan give livet mening. Og tage den væk igen. Det moderne menneske famler efter lykke og mening, og drømmer om hurtige løsninger’.
Asger Ahn, kunstnerisk leder af Mantzius supplerer: ’Tænk hvis vi kunne finde noget som får ALT til at give mening i et eneste suk; tænk hvis kærligheden i én bevægelse kunne frelse os fra al tvivl og besvær. Men hvis drømmen om kærligheden står i vejen for kærligheden, er der kun meningsløsheden tilbage. Og er lykken så at kunne dø som man vil?’
Taasinge er et teaterstykke som vækker til eftertanke. På scenen står Therese Damsgaard og Nils P Munk. Stykket er instrueret af Lasse Bo Handberg.
Billetter fra 190 kr. på BILLETnet eller hos Mantzius på tlf. 46 11 56 40