Både borgere og virksomheder i Rudersdal er flinke til at køre deres affald til kommunens genbrugspladser. Både på Blokken i Birkerød og på Containerhaven i Nærum meldes om stor vækst i de afleverede mængder fra 2010 til 2011.
20. april 2012
"Brugen af genbrugsstationerne er vokset meget mærkbart i det forløbne år, og det er et klart bevis på, at det var rigtigt at udbygge begge pladser," siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Jens Ive (V). "Behovet har vist sig at være der, og selvom ombygningerne en overgang gjorde det lidt besværligt at komme omkring på pladserne, så har resultatet rigeligt været besværet værd. Det er blevet nemmere at aflevere sit affald, og det øgede genbrug gavner miljøet"
Mere affald – flere besøgende
Der er afleveret 15 % mere affald på Blokken i 2011 end i 2010, og på Containerhaven hele 24 % mere. Affaldet sorteres og behandles på forskellig vis. Langt den største mængde genanvendes. I 2011 blev henholdsvis 70 % og 69 % genanvendt. Det er en lille stigning for Blokken, mens stigningen er mere markant for Containerhaven (fra 66 % til 69 %). Stigningen skyldes især aflevering af større mængder beton og haveaffald.
Resten af affaldet sendes enten til forbrænding (ca. 24 %) eller til anden behandling (7 %).
Også antallet af besøgende er også højere for begge pladser end sidste år. 11 % flere brugte Containerhaven, og 5 % flere brugte Blokken.
De øvrige store genbrugspladser i Nordforbrændings opland har også en stigning i både affaldsmængde og antal besøgende, men knap så markant som stigningen i Rudersdal.
Haveaffaldet komposteres, og i sommerhalvåret er det muligt at hente gratis kompost på genbrugspladserne. Betonen knuses og anvendes f.eks. i vejbelægninger. Det er vigtigt for anvendelsen af genbrugsmaterialer, at affaldet er sorteret korrekt.
Nu skal der holdes fast
Nu gælder det om at fastholde den høje genanvendelsesprocent. Dette gøres ved at sikre en så god sortering af affaldet på genbrugspladsen som muligt. Du kan selv hjælp til ved at orientere dig om de forskellige typer affald og sørge for at sortere affaldet på forhånd. Du kan finde oplysninger om, hvordan affaldet skal sorteres, på www.rudersdal.dk.
FAKTA
Kommunens genbrugspladser Blokken og Containerhaven drives af Nordforbrænding og modtager alt affald fra borgere og virksomheder i kommunen. Man kan dog ikke aflevere dagrenovation, andet fordærveligt affald, klinisk risikoaffald og støvende asbest.