Enig kommunalbestyrelse bag budgettet for 2013

Billede: gruppebillede_KMB_lille
Den netop indgåede budgetaftale betyder blandt andet, at kommunens fritids- og idrætsfaciliteter får et løft. Aftalen indeholder også en forhøjelse af grundskylden fra 21,44 til 22,93 promille. Skatteforhøjelsen skyldes den merudgift, som Folketinget har besluttet, at Rudersdal Kommune skal betale til udligningen mellem kommunerne.
4. oktober 2012

Samtlige grupper i kommunalbestyrelsen står bag aftalen om budgettet for 2013, som udstikker rammerne for kommunens økonomi i de næste fire år. Budgetaftalen sikrer, at kommunens høje serviceniveau og gode økonomi bliver fastholdt.

 

Gennem årene har Rudersdal Kommune solidarisk løftet sin del af opgaven - og lidt til - når økonomiaftalen med regeringen skulle gennemføres i praksis. Kommunens skatteprocent er blevet reduceret i flere omgange, hvilket bidrog til, at kommunerne samlet set kunne overholde skattestoppet. Udligningsreformen betyder, at en del af disse skattelettelser må rulles tilbage i 2013.

 

Det har været en forudsætning for alle grupper i kommunalbestyrelsen, at både serviceudgifter og anlægsudgifter skal overholde de rammer, der er aftalt mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Det er opfyldt med den indgåede aftale.

 

- Kommunalbestyrelsen har ikke ønsket at forringe kommunens serviceniveau. Derfor er det nødvendigt at øge skatten for at finansiere den ekstraregning, Rudersdal Kommune er pålagt at betale til udligningsordningerne. Kommunalbestyrelsen har valgt at hæve grundskyldspromillen frem for skatteprocenten, da det samlet set er billigst for borgerne, siger borgmester Erik Fabrin.

Budgetaftalen indebærer, at grundskylden forhøjes fra 21,44 til 22,93 promille. Det giver et merprovenu på ca. 37 mio. kr. i 2013, hvilket svarer til knap 700 kr. pr. indbygger. Skatteprocenten fastholdes på 22,7, så Rudersdal Kommune fortsat har landets laveste beskatning af borgernes indkomster.

 

- Alle grupper i kommunalbestyrelsen fortjener stor ros for at påtage sig et medansvar for, at regningen for udligningsreformen bliver betalt. Jeg vil benytte lejligheden til at takke for den kompromisvilje og økonomiske ansvarlighed, som har kendetegnet kommunalbestyrelsens medlemmer i min tid som borgmester, fortsætter Erik Fabrin.

 

Anlægsbudgettet ligger fortsat på et højt niveau. Der er afsat ca. 200 mio. kr. i 2013 og 600 mio. kr. i hele budgetperioden fra 2013 til 2016. De senere års omfattende investeringer i tidssvarende børnehuse, bedre skoler, flere boliger til udsatte borgere, nye plejecentre og udvikling af kulturtilbud vil fortsætte i de kommende år. Det samme gælder investeringerne i energibesparelser samt trafikforbedringer for bilister, cyklister og fodgængere.

 

Som led i budgetaftalen er der aftalt en række forbedringer på fritids- og idrætsområdet. Der skal f.eks. etableres skater- og streetbaner, der kommer kunstgræs på fodboldbaner på Rudegård Stadion og omklædningsfaciliteterne i Birkerød svømmehal forbedres. Et andet element i aftalen er, at øget information om parkeringsmulighederne skal inddrages i overvejelserne ved fremtidige parkeringsprojekter. Det er desuden aftalt, at det skal vurderes nærmere, om der skal være en længere tilbagebetalingstid ved energirenovering af kommunens bygninger.

 

- Det er glædeligt, at der i budgettet er blevet plads til en opgradering af kommunens idrætsfaciliteter og flere fritidstilbud til de unge. Det er med til at fastholde Rudersdal som en attraktiv bokommune, slutter Erik Fabrin.

 

Budgettet vedtages på kommunalbestyrelsens møde onsdag den 10. oktober kl. 17.



AdresseKontakt
Rådhuset
Øverødvej 2
2840 Holte
Tlf: 46 11 20 12
Fax: 46 11 20 11
EAN: 5790000364428
Åbningstid: Mandag-onsdag kl. 10-15, torsdag kl. 10-17, fredag kl. 10-13

Udskrift fra www.rudersdal.dk - d. 24. maj 2013.

Ophavsretten tilhører Rudersdal Kommune.

Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.