Du behøver ikke huske tandbørsten!

Billede: tandborste-lille
Christian Fuhlendorff på Mantzius lørdag 13. oktober  kl. 20 – her vil han hudløst ærligt udlevere sig selv.
5. oktober 2012

Vi har længe ventet på at Christian Fuhlendorffs lancering af et nyt show – og nu kan vi så præsentere det helt nye show som han har døbt ’Enestående’ fortæller Asger Ahn, kunstnerisk leder af Mantzius

 

Christian Fuhlendorff fortæller “I mit nye show er det KUN køer, der er hellige...... det er ikke fordi, jeg har en særlig respekt for køer, jeg har bare ikke nogle jokes om dem. Showet er kommet til at hedde “Enestående”, for jeg kan nemlig godt lide ordets mange betydninger. Der er noget “rebelsk” og “asocialt” over det, noget med at stå for sig selv. Nogle vil måske associere det med “storhedsvanvid”, “arrogance” og andre komplimenter”

 

“Til at starte med var idéen bare at finde ud af - hvem er jeg?. Men for at finde ud af det, måtte jeg først finde ud af, hvor jeg er fra. Det har taget mig ud på en rejse, hvor jeg har været nødt til at tage et opgør med det romantiserede Danmark med vikinger og nordisk mytologi, som står i alt for skærende kontrast til landets dunkle fortid som slavenation og kolonimagt. Jeg gør status over mine 30 år, som har indeholdt et ophold på den lukkede og at blive fejldiagnosticeret som grænsepsykotisk i en alder af 10 år. Over mit 10-årige misbrug af rusmidler, som jeg først nu er på vej ud af. Og til min store overraskelse, måske nærmere bekymring, har jeg opdaget, at jeg er i fast parforhold og er blevet far - så man kan i den grad snakke om at hitte rock bottom.”

 

“Det kommer selvfølgelig også til at være sjovt. For mens jeg hudløst ærligt udleverer mig selv (og andre), alt imens jeg vender historiske begivenheder, vil det hele være pakket ind i morsomme og til tider grænseoverskridende provokationer, som med sikkerhed kommer til at pirre din indre smagsdommer, for jeg er ikke fin på den. Jeg slår både til højre, til venstre og under bæltestedet. Jeg snakker om dét, jeg synes er sjovt. Og til showet på Mantzius behøver publikum altså ikke huske tandbørsten – bare de har husket at børste tænderne” griner Christian Fuhlendorff og smutter ud af døren igen.

 

Billetter fra 150 – 225 kr. på BILLETnet.dk eller direkte hos Mantzius på 46 11 56 40

AdresseKontakt

Johan Mantzius Vej 7 A

3460 Birkerød

Tlf: 46 11 56 40
EAN: 5798008449925

Udskrift fra www.rudersdal.dk - d. 19. juni 2013.

Ophavsretten tilhører Rudersdal Kommune.

Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.