Med den digitale musiktjeneste Bibzoom tilbyder Rudersdal Bibliotekerne lån af musik via nettet til alle kommunens borgere. Der er kig ind-kursus i Bibzoom mandag den 11. juni kl. 17-18.
1. juni 2012
Er du endnu ikke hoppet med på vognen, så er tiden kommet nu, hvor der lanceres en ny og forbedret udgave af Bibzoom.
Den nye udgave er væsentligt nemmere at benytte end hidtil. Du skal blot oprettes som låner på dit lokale bibliotek, hvorefter du kan logge på med dit cpr-nummer og din selvvalgte pinkode – så er du klar til at tune ind på din favoritmusik.
Vælger du at låne musik via Bibzoom, får du flere fordele. Du er fri for betaling og slipper for reklamer, du undgår ventetid og lange reservationskøer, alt imens du støtter en fair betaling til musikerne for deres kreative arbejde.
Der er ingen begrænsninger på hvor mange numre du kan downloade, og du kan låne numrene så mange gange du ønsker.
Bibzoom tilbyder ikke kun lån af musik, men også anbefalinger, artikler, lytteguides og podcasts. Alt sammen musikformidling leveret af kulturredaktører fra landets musikbiblioteker, klar til at blive læst og brugt af dig.
Er du til rock, jazz, klassisk, verdensmusik eller noget helt andet? Du finder helt sikkert noget musik der matcher din smag på Bibzoom, som rummer 10 mio. numre inden for alle genrer, dvs. alt fra Mozart til Medinas nyeste. Og netop den personlige smag er i højsædet, når der nu også er mulighed for lave playlister som passer til dine præferencer.
Du kan bruge Bibzoom på både pc og Mac. Og ønsker du at bruge Bibzoom på mobilen, kan du benytte dig af Android app’en Bibzoom Shuffle, hvor du selv kan vælge genre-playlister, som hele tiden vil blive opdateret.
Læs mere om den nye Bibzoom på www.rudersdalbibliotekerne.dk, og kig forbi dit lokale bibliotek og få en demonstration og en snak om den nye Bibzoom.
Du kan også komme til Kig ind-kursus i Bibzoom mandag den 11. juni kl. 17-18. Deltagelse er gratis, men billet er påkrævet.