1. september 2011
Venstre, SF, Det Radikale Venstre, Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne har aftalt, at biblioteksfunktionen i Vedbæk opretholdes.
I forbindelse med Rudersdal Kommunes behandling af Budget 2012 var der ellers fremlagt forslag om at lukke biblioteket i Vedbæk. Dette forslag bortfalder med den indgåede aftale.
"Jeg synes, vi har fundet en fornuftig balance mellem hensynet til, at kommunen skal spare på serviceudgifterne og ønsket om at bevare en kombi-biblioteksfunktion i Vedbæk," siger borgmester Erik Fabrin og fortsætter:
"Partierne har aftalt, at biblioteket i Vedbæk reduceres, men at hovedfunktionerne opretholdes. Samtidig vil vi arbejde videre med at undersøge mulighederne for at skabe et åbent selvbetjent bibliotek. Det syntes vi rummer nogle rigtigt spændende perspektiver for Vedbæk-borgerne og Vedbæk Skole."
Vedbæk Bibliotekscenter drives i dag som et kombi-bibliotek sammen med Vedbæk Skole. Biblioteket koster i ca. 1.600.000 kr. i årlige driftsudgifter.
Med den indgåede aftale skal biblioteket fremover drives for 1.000.000 kr. årligt.
Fakta om Vedbæk Bibliotekscenter:
- Befolkningsunderlag: ca. 5.000
- Areal: 470 m2 fælles med skolebibliotek
- Åbent: 27 timer om ugen, lukket 3 uger i sommerferie
- Udlån 2010: 48.000 inkl. fornyelser (folkebibliotek)
- Besøg 2010: 78.000 inkl. skolebibliotek, skolens elever og lærere udgør størstedelen af de besøgende
- Der er ca. 1300 personlige indenbys voksne lånere og ca. 480 indenbys børnelånere