Ung i Rudersdal holder Ung Dag lørdag den 26. marts kl. 11-14 på Nærum Ungdomsgård. Her markeres afslutningen på sæsonen 2020/2011, hvor de unge viser, hvad de har bedrevet i løbet af året. Alle er velkomne.
17. marts 2011
Formanden for Ung i Rudersdals bestyrelse, Randi Mondorf, åbner arrangementet kl. 11.
Herefter går det løs på hele Nærum Ungdomsgård med forskellige workshops, så alle besøgende har mulighed for at lave sine egne bolsjer og armbånd, spille playstation og andre spil. Man kan også vælge at hygge sig i sofahjørnet.
"Vi vil gerne holde Ung Dag i vore egne ungemiljøer, og i år har vi valgt at være på Nærum Ungdomsgård", udtaler formand for Ung i Rudersdals bestyrelse, Randi Mondorf.
I "Middelhavsområdet" kan man købe franske og spanske specialiteter og drømme sig til lunere himmelstrøg.
Kl. 12 går følgende hold på scenen: "Funky Girls", "Tyvene", "Kinesisk viftedans" og "Poi". Kl. 13 optræder holdene Zumba og Showdance.
I løbet af dagen er der mange konkurrencer med flotte præmier.
"Jeg glæder mig til denne dag, hvor de unge stolte viser, hvad de har udforsket, afprøvet og lært i løbet af sæsonen - hvad enten det handler om sprog, matematik, sport eller kreative talenter", udtaler Randi Mondorf. Og hun slutter: "Vi vil også bruge dagen til at lytte til de unge og lade os inspirere til de kommende sæsoner".